Fængslet for voldtægt af sovende kvinder

29-årig nægter sig skyldig i sigtelserne

Københavns Dommervagt har fængslet en 29-årig mand for voldtægt af to sovende kvinder i en lejlighed i København.

Ifølge sigtelsen skete første voldtægt i en seng, hvor den ene kvinde lå og sov efter at have drukket alkohol og røget hash. Manden skal have tiltvunget sig sex med den sovende kvinde, som så vågnede og skubbede ham væk.

Derefter gik han ind til den anden kvinde, som lå på en sovesofa. Her gjorde han angiveligt seksuelle tilnærmelser, men blev afvist flere gange.

Da kvinden, som også var påvirket af alkohol og hash, så lagde sig til at sove, påbegyndte manden, ifølge sigtelsen, også samleje med hende. Hun vågnede, skubbede ham væk og begyndte at græde

Episoden fandt sted natten til 28. maj. Den anholdte nægter sig skyldig. Han blev fredag varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage.

Den sigtede er beskyttet af navneforbud.