Fængslet: Knivmand ville dræbe gymnasiepiger

Københavnsk mand sigtet og varetægtsfængslet i to uger for at sende målrettede dødstrusler til to gymnasiepiger og for at optræde med kniv på en togstation

En 27-årig mand kunne ikke gøre omgivelserne klogere på sine eventuelle motiver, da han grundlovsdag i Retten i Glostrup blev varetægtsfængslet i 14 dage i en gådefuld trusselssag.

Manden skal derudover gennemføre en mentalundersøgelse.

Han er sigtet for at have opført sig truende med en køkkenkniv og en række voldsomme udråb på Albertslund Station i marts i år og for senere efter tilfældige møder på gaden at have sendt dødstrusler til to teenage-piger i målrettede beskeder på det sociale medie Facebook.

Det oplyser Natalja Fryd Lindberg, anklager i Københavns Vestegns Politi.

Fandt frem til pigerne
- Manden truede med at slå de to unge kvinder ihjel. Han kendte dem ikke i forvejen, men havde mødt dem og talt med dem, og havde tilsyneladende derefter fundet frem til dem på Facebook, forklarer anklageren, der beskriver beskederne som 'omfattende'.

Men det er uklart, hvad der kan have motiveret manden, der har adresse i det lokale område.

Den 27-årige mand erkendte under grundlovsforhøret, at han bar kniv på Albertslund Station, men han nægter at have truet pigerne.

I forbindelse med episoden på togstationen blev knivmanden efterlyst, og ved hjælp af overvågningsbilleder af ham og politiets efterlysning lykkedes det få timer senere at identificere ham og skride til anholdelse.

Manden risikerer en bøde eller op til to års fængsel, hvis der rejses tiltale efter straffelovens paragraf 266, og hvis han derefter kendes skyldig.

Se også: Efterlyst knivmand fanget

Skærm

Hent flere
Hent flere