Fængslet sygeplejerske har spor af psykiatrisk medicin i sit hår

Politiet har fundet spor efter stærk psykiatrisk medicin i den 31-årige, drabssigtede sygeplejerskes hår. Hun skal forblive varetægtsfængslet

Den 31-årige sygeplejerske, der sidder varetægtsfængslet og sigtet for drab på fire patienter og et drabsforsøg på en femte, skal forblive varetægtsfængslet indtil 6. oktober.

Det besluttede Retten i Nykøbing Falster tirsdag eftermiddag.

Retten vurderede, at der fortsat er tilstrækkeligt med mistanke til, at sygeplejersken er skyldig i drabene, ligesom det også vurderes, at hun vil kunne påvirke vidner, hvis hun løslades, mens efterforskningen stadig foregår.

Sygeplejersken selv sagde ikke en lyd under fristforlængelsesmødet. Hun var som under sidste retsmøde for fire uger siden klædt i sorte bukser og trøje og sad med korslagte ben og med hænderne i skødet. Hendes forsvarer Jørgen Lange kærede beslutningen om fortsat varetægtsfængsling til landsretten.

Ny anklager
Det var anklager Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der var mødt op for anklagemyndigheden. Han afløste Jeanette Wincentz Andersen, der hidtil har ført sagen. Men på grund af Dansk Sygeplejeråds varslede injuriesag mod Jeanette Wincentz Andersen, som under retsmødet i marts udtalte, 'at det ikke er usædvanligt, at sygeplejersker begår drab', har ledelsen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi besluttet at sende en anden anklager.

- Det er en beslutning, der er truffet, fordi vi ønsker at holde fokus på sagen frem for, at der er fokus på, hvem der møder, siger Michael Boolsen til Ekstra Bladet.

Sygeplejersken blev ikke sigtet for yderligere drab eller drabsforsøg, sådan som det skete under mødet i august. Dengang kom det også frem, at politiet efterforskede ti sager yderligere med mistænkelige patientforløb.

Se også: Nu sigtes sygeplejerske for fjerde drab

Venter på resultat af hårprøver
Michael Boolsen kunne i retten fortælle, at de ti patienter har været indlagt enten mellem 2. og 3. januar 2015 eller mellem 13. og 15. februar. Og indtil videre har efterforskningen ikke givet anledning til yderligere mistanke om, at sygeplejersken skulle have noget med de ni af patienternes skæbner at gøre. Men i et enkelt tilfælde, hvor en mand var indlagt 2. til 3. januar, og hvor manden senere er blevet udskrevet igen, venter politiet på besked på analyser af hårprøver taget på manden.

Hvis de viser, at manden har været medicineret med noget af det samme medicin, der skønnes at have været medvirkende til, at fire andre patienter døde, så er det muligt, at sygeplejersken også vil skulle stå til regnskab for dette, forklarede Michael Boolsen.

Siden seneste fristforlængelsesmøde i august har politiet fået 30 henvendelser yderligere fra pårørende til patienter, der hævder at have været udsat for noget usædvanligt under deres indlæggelse på Nykøbing Falster Sygehus.

(Foto: Per Rasmussen) Krimi Vidne: Drabssigtet sygeplejerske gemte sprøjter i barmen

Spor efter medicin fundet på sygeplejersken
Det kom også frem i retten, at politiet har taget hårprøver på sygeplejersken selv. De har vist, at der er fundet ganske mange spor efter medicin, som sygeplejersken ellers ikke har haft recept til fra sin egen læge. Prøven viser spor efter indtaget medicin over de seneste otte måneder før anholdelsen, og der var spor efter flere stærke typer medicin, som ellers normalt alene bruges til at behandle psykiatriske lidelser.

Politiet er i færd med at få lov til at tage en ny hårprøve, som gør, at man kan analysere endnu længere tilbage i tiden, men siden resultatet af den første prøve er kommet, har sygeplejersken via sin advokat trukket fuldmagten til at lave analyserne tilbage, oplyste forsvarer Jørgen Lange.

Jørgen Lange hævdede desuden i retten, at politiet har vanskeligt ved at finde det eventuelle motiv, som sygeplejersken måtte have til at begå drab.

- Og det kan jeg godt forstå. Allerede i marts spurgte jeg sagens anklager, hvad politiet mener, at det eventuelle motiv måtte være, sagde Jørgen Lange.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at få genafhørt sygeplejersken, som har et mellemværende med den politiassistent, der er sat på sagen. Sygeplejersken har klaget til statsadvokaten over politiassistenten, som hun ikke mener behandler hende ordentligt.

De mistænkelige dødsfald fandt sted her på Nykøbing Falster Hospital. Foto: Per Rasmussen 112 - 11. aug. 2015 - kl. 09:02 Maggi overlevede indlæggelse hos drabssigtet sygeplejerske

Forsvarer Jørgen Lange vurderer, at det kan blive nødvendigt at lade sygeplejersken genafhøre i retten frem for politistationen, medmindre politiet af egen drift sætter en anden politiassistent til at afhøre kvinden.

Flere af sygeplejerskens pårørende var mødt op i retten for at støtte hende. Herunder hendes kæreste, som gav hende et knus.