Færdselsbetjent blitzet - men undgik bøde: Nu skal han alligevel betale

En færdselsbetjent blev i første omgang frikendt for at have kørt for stærkt, men nu må han alligevel til lommerne

Det var dette syn, der mødte en færdselsbetjent. Nu må han til lommerne. (Foto: Mogens Flindt)
Det var dette syn, der mødte en færdselsbetjent. Nu må han til lommerne. (Foto: Mogens Flindt)

En principiel sag om en overtrædelse af færdselsloven er netop blevet afgjort i Vestre Landsret.

Her er en garvet færdselsbetjent med mere end 20 års erfaring netop blevet dømt til at skulle betale 1000 kroner, da han kørte 56 kilometer i timen på en strækning, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen.

Men sagen er meget mere kompliceret end som så.

I første omgang forklarede den 56-årige betjent, at han ville tjekke, om en forankørende bilist havde sikkerhedsselen spændt. Og det fik ham i første omgang frikendt, fordi dommeren mente, at betjenten blot gjorde sit arbejde.

- Det er en beslutning, jeg træffer på et halvt sekund. Jeg accelererer kortvarigt for at komme op på siden af bilen og se, om han bruger selen.

- Det er jo sådan noget, vi gør hver eneste dag, siger færdselsbetjenten, som har været ansat ved færdselspolitiet under Midt- og Vestsjællands Politi i mere end 20 år.

Men Anklagemyndigheden ankede dommen, og nu har landsretten besluttet, at betjenten alligevel må til lommerne.

1000 kroner koster det ham, og ifølge anklageren var det til fare for andre trafikanter, da betjenten speedede op alene på en mistanke om, at der er noget galt.

Ifølge Ritzau var betjenten på vej til Hjørring for at afgive vidneforklaring i en anden sag, da han blev blitzet. Senere viste det sig da også, at den pågældende bilist rent faktisk havde sele på.

Ekstra Bladet har været i kontakt med færdselsbetjentens forsvarer, Martin Cumberland, der er er skuffet over dommen.

- Jeg er trist på min klients vegne og på dansk politis vegne. Det her kan betyde, at politiet får endnu sværere ved at gøre deres arbejde i fremtiden, ligesom jeg synes det er et mærkeligt signal at sende, når det lige er blevet meldt ud, at det skal koste et klip at køre med sin telefon i hånden.

- Den her sag handler om at tjekke sikkerhedsselen, men en færdselsbetjent tænker sig nok lige om en ekstra gang, når han kører op på siden af en bilist for at tjekke noget, siger Martin Cumberland.