Fætre nægter sig skyldige i drab: - Han lagde an på mig

To mænd på 27 og 30 år er tiltalt for manddrab ved Retten i Hjørring

Ekstra Bladets Elise Rasmussen forklarer, hvad de to mænd er tiltalt for. Producer: Kristian Hansen

Det var muligvis en hadforbrydelse, da en 42-årig rumæner i oktober sidste år blev tæsket til døde i Hirtshals.

To fætre på henholdsvis 27 og 30 år sidder tirsdag på anklagebænken ved Retten i Hjørring.

Her er de tiltalt for manddrab, ligesom anklager Mikkel Holdensgaard lægger op til, at det skal føres ind under straffelovens paragraf 81 nr. 6.

Ifølge denne bestemmelse kan straffen stige, hvis det kan bevises, at forbrydelsen er sket på baggrund af for eksempel etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering. I daglig tale hadforbrydelse eller 'hate crime'.

Nægter sig skyldige
Den 27-årige mand erkender grov vold, mens hans fætter nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.

Under afhøringen af den 27-årige, som i retten var iført en lys strikketrøje og et par jeans, kom det frem, at han havde mødt den nu afdøde 42-årige mand tidligere.

- Jeg havde mødt ham før. Nogle måneder forinden, jeg tror, det var i sommerferien. Jeg var på vej hjem fra byen om morgenen, og han kommer luntende op bagved mig og tager mig på røven og siger, han vil med mig hjem, fortalte den tiltalte.

I første omgang syntes han bare, det var morsomt.

- Jeg griner ad ham og prøver at forklare, at jeg ikke er til mænd. Jeg synes, det var sjovt, det havde jeg ikke prøvet før. At blive lagt an på af en mand, sagde han.

Derfor politianmeldte han det heller ikke som et overgreb. Men da de to fætre i oktober støder på den 42-årige igen på et værtshus i Hirtshals, var det ifølge den 27-åriges forklaring knap så sjovt.

Flirt på værtshus
Den nu afdøde sad angiveligt ved et bord, mens den tiltalte, der på det tidspunkt var meget fuld, placerer sig i en sofa tæt på baren. Her fik de øje på hinanden.

- Han sidder og kigger og blinker lidt. Jeg tror godt, han kunne huske mig. I starten var sjovt nok, men han var meget vedholdende, så jeg gemte mig bag dem, der sad i baren til sidst, så jeg kunne sidde og slappe af, fortalte den 27-årige.

På et tidspunkt fortalte han sin 30-årige fætter om manden.

- Han (fætteren, red.) kommer over til mig på et tidspunkt, og så fortæller jeg, at ham derovre, han vil gerne have mig, forklarede han.

Derefter skulle den 30-årige have påstået, at den 42-årige var pædofil.

- Jeg tænker selvfølgelig, at det er ulækkert, sådan noget med børn, men det er ikke noget, vi snakker mere om på det tidspunkt, forklarede den 27-årige.

Lokkede ham ud
I løbet af aftenen ændrede stemningen sig dog, og de to fætre gik ud for at snakke flere gange. Her påstår den 27-årige, at den 30-årige vil tæske manden.

- Han siger, han vil ind og banke ham, og jeg siger, han skal lade være, fordi der sidder et kamera lige over hovedet på os. Og det er ikke det værd. Jeg har siddet her før, og jeg ved, at det ikke er sjovt, sagde han og henviste til, at han er tidligere straffet.

Alligevel indrømmede han, at han ikke var helt modstander af at give ham tæsk.

- Jeg vil nok indrømme, at lige i øjeblikket tænkte jeg, at han fortjente at få en på lampen, hvis han er sådan en, der gik rundt og mishandlede børn, forklarede han.

Derefter lokkede de to fætre den 42-årige ud fra værtshuset og ned ad en sidegade, hvorefter de ifølge anklageren tæskede ham, sparkede til ham og trampede ham i hovedet.

Skærm

Hent flere
Hent flere