Falckansatte i narkoskandale ved julefrokost

Sneg sig ind i ambulance, hvor man fandt stærk medicin og udstyr frem. Episoden blev siden filmet

En af Falcks ambulancer spillede en rolle, da tre af Falcks ansatte for to uger siden skejede ud i en brandet. Foto: Jens Dresling
En af Falcks ambulancer spillede en rolle, da tre af Falcks ansatte for to uger siden skejede ud i en brandet. Foto: Jens Dresling

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Tre Falck-ansatte er bortvist med øjeblikkelig varsel efter, at de i en brandert har 'leget' med både medicin og udstyr i en ambulance. Det erfarer Ekstra Bladet.

I følge avisens oplysninger udspandt episoden sig under julefrokost. Her kom kolleger forbi med en ambulance, fordi man lige ville sige hej.

Mens ambulance-personalet var borte fra redningskøretøjet, sneg tre feststemte Falck-ansatte sig til ambulancen, hvor kravlede ind i bårerummet, hvor man fandt udstyr og meget stærk medicin frem.

Til Ekstra Bladet er det oplyst, at det var vendrops - altså drops til at stikke i armen - man havde fat i. I forhold til medicinen skal der i følge avisens oplysninger være tale om det stærkt smertestillende stof, Fentanyl, der er en hel del stærkere en morfin.

Filmede episode
'Løjerne' blev filmet og siden blevet delt.

I et mailsvar skriver Falck følgende:

'I forbindelse med en privat julefrokost forrige weekend er tre ambulancereddere blevet bortvist fra Falck med øjeblikkeligt varsel. Julefrokosten blev holdt ude i byen, hvor en ambulance med kolleger i en pause kom forbi, og det er i den forbindelse, at medarbejderne har været inde i bårerummet, uden at kollegerne på vagt var vidende om, at de andre gik derind.

Medarbejderne blev med det samme suspenderet, mens sagen blev undersøgt, ligesom kunden i Region H blev orienteret. Det er kommet frem, at de berusede medarbejdere har haft fat i medicinsk udstyr i ambulancen', skriver Falck.'

Hos Falck vil man ikke kommentere Ekstra Bladets oplysninger om, at der var tale om Fentanyl.

Moralsk forkasteligt
- Det strider mod alt, hvad vi står for i Falck og mod alle regler. Patienternes sikkerhed går foran alt, og selvom en ambulance ikke er ude at køre, og selvom medarbejderne har fri, skal vi naturligvis aldrig have berusede medarbejdere i bilerne. Det ligger fuldstændig fast, tilføjer Lars Martin Rasmussen, der er regionsdirektør i Falck Ambulance i Region H.

- Det er helt, helt uacceptabelt. Det overskrider både moralsk og faglig ansvarlighed og overholdelse af gældende forskrifter. Vi har derfor opsagt og øjeblikkelig bortvist tre ambulancereddere og givet en skriftlig advarsel til yderligere to, der har været tæt på situationen,” fortæller Lars Martin Rasmussen.

Hos Region Hovedstaden oplyser man, at Falck har kontaktet regionen vedrørende episoden, hvor ambulancepersonale i forbindelse med en julefrokost har misbrugt deres adgang til medicin.

'Falck har redegjort for den pågældende episode samt de konsekvenser, det har fået for de pågældende medarbejdere. Akutberedskabet er tilfreds med redegørelsen og dens konklusioner', skriver en kommunikationskonsulent i et mailsvar til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere