Falsk dansk læge udvist: Snød tøjet af modeller

En 25-årig dansk mand, der tidligere er dømt i Danmark, narrede tøjet af tre kvinder ved at udgive sig for at være læge

PRIVATFOTO
PRIVATFOTO

En 25-årig dansk mand, der i 2013 blev idømt tre måneders fængsel for 27 tilfælde af blufærdigskrænkelser mod unge kvinder og mindreårige piger i Danmark, har nu også fået en dom i Malta.

Denne gang er han blevet dømt for at have narret tre piger til at gennemgå fysiske undersøgelser, og det har udløst to års udvisning af landet samt en bøde på omkring 17.000 kroner.

Det skriver Maltatoday.

Legede læge
Skuespillet startede, da den unge dansker kontaktede tre maltesiske modeller og meddelte dem, at han gerne ville bruge billeder af dem til en hjemmeside, som han var ved at lave for et livredder-akademi. Pigerne var dog nødt til, af 'forsikringsmæssige årsager', at gennemgå en fysisk undersøgelse.

Han forklarede pigerne, at dette bestemt ikke var noget problem, da han faktisk selv var læge og derfor kunne foretage undersøgelser.

Således lånte han nogle ledige lokaler på et hospital ved at bruge et falsk, dansk læge-ID.

Undersøgte pigernes bryster
Under undersøgelsen fik han blandt andet pigerne til at smide trøjen, så han kunne undersøge deres bryster.

Efter at have gennemført undersøgelsen gav han dem en falsk lægeerklæring, hvorpå han havde skrevet, at hans råd var, at de hver især skulle 'finde en kæreste, som kan give dig massage hver aften'.

Det var her, pigerne forstod, at noget var helt galt og derfor gik til politiet.

I retten forsøgte den 25-årige først at forklare, at der blot var tale om en misforståelse. Det hoppede dommeren dog ikke på og efter råd fra sin advokat, erkendte han sig skyldig i de fysiske overgreb.

Den danske mand har gennem tiden gjort sig bemærket ved at have udgivet sig for at være både forsker i effekten af pole-dance, forsker ved Idræt Danmark og sportslæge - alt sammen for at komme til at lave 'helbredsundersøgelser' af kvinder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere