Falsk døvstum anholdt: Tiggede i butik

En kvinde er netop blevet anholdt, da hun udgav sig for at være døvstum. Midt- og Vestsjællands Politi peger på en ny tendens blandt tiggere

I Roskilde blev en 22-årig kvinde i dag anholdt, fordi hun udgav sig for at være døvstum med det formål at tjene en ekstra skilling af folk på gaden.

Kvinden med det tvivlsomme handicap blev i eftermiddag anholdt. Hun havde gået rundt med et skilt og bedt om almisser i en butik i Roskilde, men nogen havde opdaget, at hun ikke var døvstum, og tilkaldt politiet.

- Kvinden forsøgte at stikke af, men det lykkedes at holde hende tilbage, indtil politiet kom, fortæller Carsten Andersen til Ekstra Bladet.

- Lige nu sidder kvinden til afhøring hos os, hvor hun er anholdt for forsøg på bedrageri, fordi hun har benyttet sig af den vildfarelse, det er, når man bilder nogen ind, at man er døvstum, for at tjene penge på det.

Stjæler mens du kigger væk
Politiet fortæller til Ekstra Bladet, at de har oplevet den slags tilfælde flere gange om dagen i det seneste stykke tid, og peger peger på en klar tendens blandt tiggerne:

- Det er ikke århundredes forbrydelse, men det er et eksempel på en tendens, som vi ser mere og mere, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands politi.

- Typisk står de med et skilt, der gør opmærksom på deres lidelse. Vi beder folk kontakte os, hvis de ser tiggere, der udgiver dem for at have et handicap, siger Carsten Andersen.

Det er nemlig ikke kun et problem, at tiggerne bedrager med et falsk handicap:

- Vi har en teori om, at udover at få penge fra folk, så forsøger tiggerne at stjæle fra dem, der står tæt på dem. Det har vi set flere eksempler på, siger Carsten Andersen.

Skærm

Hent flere
Hent flere