Falsk hjemmehjælper slog til hos Anna: 'Hun stillede underlige spørgsmål'

Karina Berg havde netop advaret sin mor om tricktyverier hos ældre. Kort tid efter blev moderen selv forsøgt fuppet af en ung kvinde

Hele to gange slog en falsk hjemmehjælper til i Næstved torsdag eftermiddag. Her på Skyttevej fik Anna på 80 år besøg.  (Foto: Google)
Hele to gange slog en falsk hjemmehjælper til i Næstved torsdag eftermiddag. Her på Skyttevej fik Anna på 80 år besøg. (Foto: Google)

Sydsjællands Politi advarede torsdag eftermiddag om en kvinde, der i to tilfælde havde udgivet sig for at være hjemmehjælper hos ældre borgere i området omkring Næstved.

I det første tilfælde ringede 'hjemmehjælperen' på hos 80-årige Anna Hansen på Skyttemarksvej. Hendes datter, Karina Berg, var netop kørt på biblioteket og havde efterladt sin syvårige datter til pasning hos bedstemoderen.  

Karina fortæller nu til Ekstra Bladet, hvordan familien nær blev narret af en, der udgav sig for at være fra kommunen.

- Efter mit ærinde kommer jeg hjem til min mor, der forvirret fortæller mig, at hun har haft besøg af en, hun ikke kender, fortæller Karina Berg.

Tydelige faresignaler
Da Karina hørte om sin mors oplevelser med besøget, vidste hun med det samme, at det ikke kunne være en ægte hjemmehjælper, der havde været forbi.

- Hun havde stillet underlige spørgsmål, som jeg straks så som faresignaler. Hun spurgte min mor, om hun boede alene, og det ved kommunen jo godt, siger Karina om den mistænkelige opførsel.

Derudover fortæller Karina at 'hjemmehjælperen' ifølge moderen hverken havde uniform eller identifikation med, men blot var klædt i en mørk dynejakke.

80-årige Anna Hansen fattede dog ingen mistanke, før kvinden var gået igen, og har på intet tidspunkt været bange. Blandt andet fordi kvinden umiddelbart virkede reel og i øvrigt dukkede op indenfor samme tidsrum, som hendes fysioterapeut normalt aflægger besøg om torsdagen.

Låste døren bag sig
Anna Hansen plejer at modtage fysioterapi i sit hjem to gange om ugen og har kun almindelig hjemmehjælp til rengøring hver tredje uge. Hun har for vane at låse døren bag folk, efter hun har lukket dem ind, og det skulle vise sig at være en god vane, da det muligvis forhindrede selve tyveriet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det var meningen, at hun skulle aflede min mors opmærksomhed, så en anden kunne komme ind i huset imens, siger en lettet Karina Berg.

Se også: Politiet advarer: Falsk hjemmehjælper på spil

Ville ud i køkkenet
Annas datter Karina hæfter sig ved, at den falske hjemmehjælper havde meget travlt med at få dem ud i køkkenet og snakke. Moderens køkken er det bagerste rum i lejligheden, og man skal igennem stuen for at komme derud.

I køkkenet sad Annas barnebarn på syv år, og ventede på, at Karina skulle komme tilbage fra biblioteket. Hun udsættes også for 'hjemmehjælperens' spørgsmål, og skal blandt andet svare på, hvornår Karina forventes hjemme igen. Datteren svarer, at hun nok er på vej.

Herefter får den falske hjemmehjælper travlt. Hendes telefon ringer, og hun bliver fulgt ud af hoveddøren igen.

Intet blev stjålet
Anna Hansen har ikke mistet nogle ting fra sit hjem, og det uanmeldte besøg fra den falske hjemmehjælper fik ikke andre konsekvenser end en mild forskrækkelse. Både bedstemor og barnebarn på syv år har det godt, og politiet blev underrettet kort efter episoden.

- Det hele foregik meget stille og roligt, kan jeg forstå på min mor, afslutter Karina Berg, der dog opfordrer andre til at holde et vågent øje.

To tilfælde i Næstved
Politiet i Næstved oplyser, at der opstod en lignende situation på Obovej, hvor en 70-årig kvinde fik samme besøg under en time efter Anna Hansen.

Her nægtede kvinden dog at samarbejde med den falske hjemmehjælper, og smed hende i stedet ud.

Vagtchefen fortæller, at de har haft en lignende sag i Slagelse onsdag. Derfor vil de gerne i kontakt med folk, der ved noget om sagen.

Man kan rette henvendelse til Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi på telefon 114.