Falsk voldtægt stoppede togtrafikken

En kvinde var tirsdag i retten sigtet for at have anmeldt en falsk voldtægt til politiet. Anmeldelsen medførte, at togtrafikken blev standset

28. maj 2017 anmeldte en kvinde en voldtægt på Husum Station. Anmeldelsen viste sig at være falsk. Foto: Jonas Olufson
28. maj 2017 anmeldte en kvinde en voldtægt på Husum Station. Anmeldelsen viste sig at være falsk. Foto: Jonas Olufson

S-togene blev standset, da en 48-årig kvinde anmeldte til politiet, at hun var blevet voldtaget af to cirka 50-årige mænd på Husum Station.

Politiet gik straks i gang med at undersøge stationen med teknikere og hunde, og togtrafikken blev først genoptaget, da efterforskningen var færdig.

Men anmeldelsen, der kom 28. maj 2017 kl. 7.48 midt i morgenmyldretiden, var falsk. Derfor blev den nu 51-årige kvinde tirsdag fremstillet i Retten på Frederiksberg, sigtet for falsk anmeldelse og for forstyrrelse af den offentlige transport.

Risikerer udvisning
DSB kræver 17.250 kroner i erstatning af kvinden, som anklagemyndigheden også kræver udvist af Danmark i seks år. Straffen skal være fængsel, mener anklageren.

Den 51-årige erklærede sig skyldig i falsk anmeldelse af voldtægten, men hun nægtede at være årsag til, at S-togene blev indstillet.

Det var meningen, at sagen skulle køre som en tilståelsessag, men da kvinden nægtede det ene forhold, blev den udsat, så anklagemyndigheden kan rejse tiltale. Den skal senere køre som en domsmandssag.

Derfor blev kvinden ikke afhørt i retten om motivet til den falske anmeldelse. Retsmødet blev udsat efter blot ti minutter.

Tavs
Inden retsmødets begyndelse sad kvinden på en bænk ude foran salen med sin advokat, Susanne Landbo Quedens, og en pårørende ved sin side. Den sigtede havde kort, sort strithår, var iført skinnende, guldfarvede briller og bar en lille, rød taske over skulderen.

Hun forholdt sig for det meste tavs og virkede til at være fordybet i tanker.

Da mødet gik i gang, sluttede en tolk sig til kvinden og advokaten. Hun oversatte hvert et ord, der blev sagt under mødet.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen kører igen.

Det var på denne station, kvinden anmeldte, hun var blevet voldtaget. Foto: Jonas Olufson
Det var på denne station, kvinden anmeldte, hun var blevet voldtaget. Foto: Jonas Olufson