Familie blev sigtet på stribe

En far og hans to hidsige sønner blev onsdag sigtet efter rutinetjek af bil

To unge mænd og deres far blev utrolig frustreret over, politiet onsdag eftermiddag ville lave et rutinetjek på den yngste søn, der kørte bilen.

Det ledte til, at de to sønner blev anholdt, og faren blev sigtet for fornærmelser og forstyrrelse af den offentlige orden.

Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Et par betjente lagde mærke til en mand, der løb fra en bil, der holdt stille i et T-kryds ved Harumsvej i Tilst. Kort tid efter vendte manden tilbage til bilen og begyndte at køre sin vej. Politiet valgte derfor at stoppe bilen, for at gennemføre et rutinetjek.

Brødre lagt i håndjern
Den 19-årige mand, som havde kørt bilen, blev utrolig frustreret over betjentene havde stoppet ham, og politiet meddeler, at de derfor gav håndjern på, for at sikre sig, at han ikke flygtede.

Kort tid efter ankom den 19-åriges storebror på 22 år til stedet. Han var ifølge politiet også yderst aggressiv og selvom politiet bad ham om at slappe af, fortsatte han med at blande sig i deres arbejde.

Betjentene valgte derfor også at lægge den ældre bror i håndjern.

Var umuligt at afhøre dem
Begge mænd var så aggressive, at politiet ikke mente, det var muligt at afhøre dem på stedet, og de blev derfor anholdt og taget med på politistationen.

Situationen tiltrak flere mennesker, heriblandt de to brødres 59-årige far.

Faren blev ligesom storebroren flere gange bedt om at trække sig væk, men nægtede at gøre, som politiet sagde. Den ophedet situation endte med, at de to unge mænd blev anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og fornærmelser mod politimænd, mens deres far blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og fornærmelser.

Det er Ifølge Østjyllands Politi ikke noget nyt, at nogle bliver sure, når politiet standser dem, for at gennemføre et rutinetjek.

- Der lod ikke til at være nogen nærmere grund bag, at de reagerede, som de gjorde, siger Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.