Familie har gribende appel i drabssag

Hjælp politiet med opklaringen og del ikke video af drab, siger familie til den 31-årige mand, som blev skudt og dræbt i Vollsmose

Den 31-årige Abdinur Ismail blev dræbt af skud på en parkeringsplads. Privatfoto
Den 31-årige Abdinur Ismail blev dræbt af skud på en parkeringsplads. Privatfoto

- Jeg vil gerne appellere til alle om at hjælpe politiet.

Sådan lyder det fra søsteren til den 31-årige Abdinur Ismail, der sent onsdag aften blev offer for et skyderi på en parkeringsplads i Odense-bydelen Vollsmose.

Han døde af sine skudsår, mens en anden 31-årig mand blev hårdt såret.

Abdinur Ismail havde været sygemeldt i en periode efter en knæ-operation, men skulle på arbejde på et Coop-lager og skulle møde på nattevagt, da han blev ramt af skud.

- Han havde været i moske og skulle hjem og gøre sig klar, inden han skulle på arbejde, siger søsteren Fadumo til Ekstra Bladet og beskriver storebroderen, som 'den bedste bror, man kan have'.

- Han havde det største smil og det bedste grin. Han var altid glad og kendte alle og blev venner med alle. Selv når han bare havde talt i kort tid med folk, kaldte han dem for en ven, siger hun.

Drabet har bragt sindene i kog i Vollsmose, hvor flere hundrede beboere og familie til offeret holdt en mindehøjtidelighed fredag.

Mest af alt ønsker familien, at sagen hurtigt opklares.

- De mennesker skal fanges, derfor håber jeg, at alle, der ved den mindste smule, går til politiet, siger søsteren.

I kølvandet på drabet har familien viden om, at der er blevet filmet i forbindelse med skyderiet.

- Vi i familien beder om, at man giver det til politiet, at man ikke deler det med hinanden eller lægger det på sociale medier, siger hun.

Jesper Pedersen, Fyns Politi har tidligere i dag sagt til Ekstra Bladet, at det er politiets vurdering, at der findes flere videoer. Også politiet beder om, at man ikke deler det med andre end politiet.

Beboere i området har til forskellige medier fortalt, at det 31-årige drabsoffer Abdinur Ismail ikke havde noget at gøre med kriminelle grupperinger og deres interne opgør.

Politiet har meldt ud, at de vurderer, at den anden mand på parkeringspladsen, der blev såret har personlige relationer til den aktuelle konflikt.

- Præcis hvordan og hvad vi bygger det på, kan jeg ikke komme nærmere ind på af hensyn til efterforskningen, siger Jesper Pedersen.

Politiet har oprettet visitationszoner flere steder efter en konflikt er brudt ud mellem unavngivne bandegrupperinger fra henholdsvis Vollsmose og Korsløkken.

I følge Ekstra Bladet har begge parter tidligere stået sammen i den nu hedengangne indvandrerbande, Black Army.

Sæt lyd på Bandeland

Bandeland er Ekstra Bladets nye podcastserie af samme navn. Første sæson går bag en af Danmarks mest berygtede bander, Loyal to Familia.

Du kan gratis lytte til alle afsnit i serien her:





Der kommer et nyt på tirsdag. Læs mere på bandeland.dk.