Familie melder 21-årig kvinde savnet

En ung kvinde forlod sit hjem i Hørsholm lørdag eftermiddag. Nu beder politiet om hjælp til at finde hende

Opdatering: Nordsjællands Politi melder, at den 21-årige kvinde er fundet død. Der er ikke tegn på, at der er sket noget strafbart, og politiet arbejder ud fra en teori om, at der er tale om en ulykkelig hændelse.

Nordsjællands Politi efterlyser en 21-årig kvinde, der forlod sit hjem i Hørsholm i lørdag klokken 13.15.

Siden har hendes familie ikke hørt fra hende.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Flemming Hansen.

- Vi ved ikke, hvor hun kan være, siger han.

Kvinden kørte fra sit hjem i Hørsholm, hvor hun bor sammen med sine forældre, i en blågrå Peugeot 307. Bilen har registreringsnummer BE 81 001.

Bilen er siden blevet fundet, oplyser politiet på Twitter. Kvinden er dog stadig savnet.

Hun har mørkblond hår, er 176 centimeter høj og spinkel af bygning. Da hun tog hjemmefra, var hun iført mørkeblå dunjakke, sorte bukser og sorte sko.

Ifølge vagtchefen er kvinden nedtrykt.

- Hun er ked af det. Så meget kan jeg sige, siger Flemming Hansen.

Borgere, der måtte have set kvinden, bedes kontakte Nordsjællands Politi på telefonnummer 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere