Familiefar afvæbnet af barn: Stak eks-kone ihjel med slagterkniv

Politiet anholdt første juledag 33-årig mand for at have stukket kvinde ihjel for øjnene af op til seks børn i USA

For øjnene af sine børn blev en 35-årig kvinde ifølge Philadelphia Police stukket til døde af sin to år yngre eks-mand under et opgør i og lige udenfor hendes private bolig i en forstad til den amerikanske millionby.

Drabet skal være foregået om morgenen første juledag i bydelen Olney, oplyser USA Today og ABC News.

Kvinden blev angiveligt stukket flere gange i maven, mens hun forsøgte at flygte. Hun blev fundet hårdt såret uden for en to-etagers ejendom og døde senere af sine kvæstelser på et nærliggende sygehus.

Kvindens 14-årige søn blev ifølge tv-stationen WCAU-TV ramt af knivstik i hoften under mandens voldsomme angreb. Han skulle ifølge Scott Small, politiinspektør i Philadelphia Police, være udenfor livsfare.

25 centimeter lang kniv
Der var seks børn til stede, hvoraf den ældste er 16 år og den yngste otte. Ingen af de andre børn i kvindens ejendom skal være kommet fysisk til skade.

Børnene er alle en del af samme familie, men det er uklart i hvor stor omfang der er tale om fælles børn.

Men mindst et af børnene havde mod til at sætte sig til modværge. Drengen eller pigen havde under tumulten held til at vriste kniven - en 25 centimeter lang slagterkniv - fra den rasende mand.

Stikvåbnet blev senere fundet i et soveværelse i husets overetage. I stueetagen var der efter knivstikkeriet et kaos af væltede møbler, splintret glas og store mængder af blod.

Drabsofrets eks-mand blev angiveligt anholdt på stedet, mens han stod bøjet over den døende kvinde. Han blev senere afhørt på politistationen. Han havde rifter på hænderne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere