Familiefar død af hjertestop efter halvmaraton

En 38-årig mand er død, efter han fik et hjertestop til halvmaratonløbet Søen Rundt i Skanderborg

En 38-årig familiefar faldt søndag om med hjertestop under halvmaratonløbet Søen Rundt i Skanderborg. Efter omfattende førstehjælp fra flere omkringstående stod mandens liv dog ikke til at redde. Det skriver Stiften.dk.

Der blev brugt både hjertestartere og givet hjertemassage fra tilskuere, inden en ambulance kom og tog manden til Skejby Sygehus.

Manden kæreste deltog også i løbet sammen med 309 andre løbere, og hun blev efterfølgende informeret af løbsledelsen. Den 38-årige, der kommer fra Horsens, efterlader sig to børn.

Ifølge Stiften.dk sikrede løbslederen Peter Frederiksen at de involverede blev tilbudt krisehjælp.