Familiefar dræbte konens elsker: 12 års fængsel

I dag faldt der dom i jalousidrabet fra Erritsø, hvor en familiefar er blevet dømt for manddrab

Sådan lød det tilbage i september. Nu er dommen faldet. Video/redigering: Local Eyes/Kristian Hansen

4. september sidste år blev Kim Behrendt Jørgensen brutalt dræbt med flere knivstik i mave/brystregionen. Den 52-årige familiefar og ingeniør Jan Lykkegaard blev ved Retten i Kolding torsdag idømt 12 års fængsel for drabet.

Tidligere torsdag afgav den dømte Jan Lykkegaard forklaring. Her fortalte han åbent og ærligt, hvordan han havde cyklet fra sin adresse i Middelfart og hjem til Kim Behrendt Jørgensens bopæl i Erritsø med det formål at skræmme ham.

Jan Lykkegaard var nemlig fire uger før drabet blevet klar over et kærlighedsforhold mellem sin kone og Kim.

Skrev tankerne ned
Efter 27 års ægteskab opdagede Jan Lykkegaard utroskab fra sin kone. I retten forklarede han, hvordan han brugte at skrive tankerne ned for at få afløb for vreden.

- Jeg har altid været bedst til at se ting sort på hvidt. Så da jeg fandt først den ene elsker, og så den anden, og så den tredje, skrev jeg simpelthen hævntanker ned. Jeg havde så brutale og frygtelige tanker om de mænd, at jeg ikke kunne holde ud at have dem i hovedet, forklarede Jan Lykkegaard, mens han tomt kiggede ned i bordet.

Jan Lykkegaard er uddannet ingeniør og levede til daglig i Middelfart med sine tre børn. I retten forklarede han, hvordan han frygtede, at utroskabet vil ødelægge familien.

- Hun var mit et og alt. Min eneste fortrolige. Da jeg i august opdagede, hvordan hun havde levet på en løgn, følte jeg, at jeg faldt ned i en afgrund. Jeg var så ødelagt indeni.

- Om natten sov jeg ikke. Jeg lå bare og stirrede op i loftet og håbede på, at kroppen kunne få lidt hvile.

Valgte dykkerkniven
Fire dage før drabet tager Jan Lykkegaard på forretningsrejse. Her kan han via lokation på konens telefon se, at hun opholder sig alle børnefri timer hos Kim Behrendt Jørgensen.

Da han kommer hjem fra rejsen, beslutter han sig senere den aften at cykle til Erritsø for at skræmme Kim.

- Jeg kan huske, at jeg stod nede i vores kælder sent om aftenen og kiggede på de mange ting, man kunne bruge til at true ham. Jeg valgte dykkerkniven, for den så skræmmende ud med sit store blad og mange takker, forklarede Jan Lykkegaard med en lav stemme.

Efter valget af kniven cyklede Jan Lykkegaard til Erritsø. Her husker han ikke mere end brudstrykker.

- Jeg kan huske, at han (Kim Behrendt Jørgensen, red.) siger, at 'du må da være sindssyg'. Hans stemme var ikke bange, nærmere irrriteret. Og derefter mistede jeg fuldstændig kontrollen.

Kim Behrendt Jørgensen blev fundet med adskillige knivstik. Jan Lykkegaard forklarede, hvordan han kan huske sin arm dolke dykkerkniven flere gange ned i brystet på Kim Behrendt Jørgensen, hvorefter han trampede cyklen hjem til familien i Middelfart med et kort stop på broen for at smide beviserne væk.

- Det var som en drøm. Da jeg kom hjem, var jeg i en eller anden form for angsttilstand. Jeg lagde mig ind i sengen til min kone, men kunne ikke sove. Jeg kunne ikke forstå, at det virkelig skulle være gået så galt, som jeg husker. Efterhånden som timerne gik, blev jeg også mere og mere overbevist om, at det ikke var virkelighed.

Lever med byrden
Efter afhøringen fik den 52-årige Jan Lykkegaard mulighed for at sige et par ord til dommeren. Her fortalte han, hvordan han aldrig vil kunne tilgive sig selv.

- Jeg vil gerne sige undskyld til alle de pårørende, som jeg har såret. Jeg er så frygtelig ked af det. Jeg ved godt, at de aldrig kommer til at kunne tilgive mig, men måske de kan finde lidt trøst ved at vide, at jeg heller aldrig vil kunne tilgive mig selv.

Ekskonen til Jan Lykegaard var også mødt op i retten i dag. Ekstra Bladet spurgte, om hun vil kommentere sagen, men det ønskede hun ikke. Dog var hun i sit kropssprog tydelig uenig med sin eksmand under hans forklaring.

112 Otteårig søn fandt sin far knivdræbt