Familiefar fængslet for drabsforsøg på politimænd: - Den første mand dør, eller jeg dør

Brækkede sig og hulkede i retten, før han blev fængslet i 19 dage efter ifølge politiet at have affyret oversavet jagtgevær mod to politimænd

Politiet tog ingen chancer, da de blev tilkaldt til Frederiksberg, hvor en familiefar fredag aften gik bersærk. Foto: Kenneth Meyer
Politiet tog ingen chancer, da de blev tilkaldt til Frederiksberg, hvor en familiefar fredag aften gik bersærk. Foto: Kenneth Meyer

DOMMERVAGTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Bevæbnet med et oversavet jagtgevær affyrede en 56-årig familiefar fredag aften et skud mod to politibetjente.

Det er i hvert fald politiets overbevisning om det drama, der fredag aften udspillede sig på Frederiksberg.

Et andet skud blev affyret i soveværelset, hvor manden have barrikaderet sig og ifølge politiet truede de to udsendte betjente på livet.

- Hvis I kommer ind, så skyder jeg. Den første mand dør, eller jeg dør, skulle den stærkt oprevne mand have råbt under den dramatiske situation, som først var forbi, da en politihund havde fået pacificeret manden.

Han blev ved et grundlovsforhør lørdag trillet ind i retslokalet i en kørestol med sit højre ben i forbinding som følge af hundens bid og var iklædt hospitalstøj efter en overnatning i politiets varetægt på Bispebjerg Hospital.

Erkender besiddelse af våben
Han var beruset, har han under en kort afhøring efter anholdelsen forklaret.

Manden er sigtet for forsøg på manddrab på to mandlige politibetjente, at have været i besiddelse af et oversavet haglgevær med ammunition og vold og trusler mod tjenestegørende politi.

Henrik Stagetorn bad dommeren om at nedlægge navneforbud over hans klient med den begrundelse, at sagen ingen særlig samfundsmæssig interesse har. Det protesterede Ekstra Bladet uden held mod, og vi er derfor afskårede fra at beskrive detaljer, der kan identificere manden.

Han lod via sin forsvarsadvokat Henrik Stagetorn dommeren vide, at han erkender besiddelsen af skydevåbnet, som han efter eget udsagn har fået af sin afdøde svigerfar. Han har våbentilladelse, men et oversavet gevær er per definition ulovligt.

En politihund måtte assistere betjente med at få bragt den oprevne mand til ro. Han er nu fængslet til 2. april. Foto: Kenneth Meyer
En politihund måtte assistere betjente med at få bragt den oprevne mand til ro. Han er nu fængslet til 2. april. Foto: Kenneth Meyer
 

Stagetorn meddelte, at hans klient ved dagens retsmøde ikke selv ville afgive forklaring, da han var 'meget påvirket', ligesom der havde været 'en del alkohol involveret'.

- Må jeg få et glas vand, bad den sigtede på et tidspunkt om, før han begyndte at kaste op i en brækbakke, han havde med fra hospitalet.

Det fik forsvarsadvokaten til at sætte en affaldsspand ved sin klients side.

Lortemåned
Under den korte afhøring forud for grundlovsforhøret forklarede manden også, at han bor sammen med sin kæreste, hvor der ifølge Ekstra Bladets oplysninger er to hjemmeboende børn, og at han er sygemeldt fra sit job med stress og muligvis har en depression.

Manden er i et psykologforløb og får medicin.

- Det har været en lortemåned, har den sigtede forklaret, refererede senioranklager Mads Schønning Frandsen fra afhøringsrapporten.

- Han havde indtaget alkohol, drukket øl og whisky og var ikke klar over, hvor meget han havde fået, lød det videre.

Efter et skænderi med et af de hjemmeboende børn, havde manden ifølge afhøringer af mandens familiemedlemmer, indvilget i at lægge sig til at sove, hvorpå familien havde forladt hjemmet.

- Da de kommer tilbage, finder man dig med gevær, og man tilkalder politiet, sagde anklageren til den sigtede.

Det fik ham til at bryde hulkende sammen.

En af de to betjente, der blev kaldt ud til lejligheden, har forklaret, at han og en kollega sammen prøvede at få kontakt med manden, som var meget ophidset og ked af det.

'Politiet skal bare skride', skulle et udsagn have lydt, før et skud uden forudgående varsel blev affyret.

Skød gennem lukket dør
Manden stod ifølge begge politibetjentes forklaring bag en lukket soveværelsesdør, og skuddet gik ud igennem døren, så et område på døren knækkede.

Udgangshullet var over dørhåndtaget, ifølge én af betjentene i brysthøjde, og skuddet blev affyret i retning mod gangen og betjentene, som til alt held var beskyttet af medbragte skjolde.

Ifølge anklagerens oplysninger var der fire til fem meter mellem den skydegale mand og betjentene på den anden side af den lukkede dør, som han skød igennem. En af betjentene har forklaret, at han fornemmede trykket fra skuddet og efterfølgende så større hagl på gulvet ved siden af skjoldet.

Før skuddet faldt var manden ifølge betjentenes forklaring løbet ud i opgangen og kastet sin telefon fra sig for derpå at løbe ind i soveværelset igen. Herfra truede han udover betjentene med at skyde sig selv.

- Der er bestyrket mistanke om drabsforsøg begrundet i, at når man henter et oversavet jagtgevær, som man kan få fat i et eller andet sted, lader det og afsikrer det og skyder i retning imod en placering, hvor politiet opholder sig og gennem en lukket dør og ikke kan se hvad der er på den anden side, men skyder alligevel, så har man begået den forbrydelse, man er sigtet for, sagde anklageren.

Fængslet
Dertil bemærkede han retshåndhævelsen som argument for fængslingen, da man i anklagerens øjne ikke kan have en mand på fri fod, som er mistænkt for at have skudt mod politiet.

Den sigtedes forsvarer var ikke enig i, at der var særligt bestyrket mistanke i alle tre forhold, manden er sigtet for, men ville ikke modsætte sig varetægtsfængslingen.

Dommeren så ikke med milde øjne på de alvorlige sigtelser, og familiefaderen blev varetægtsfængslet til 2. april.

Alligevel sporedes i dommerens såvel som anklagerens og forsvarerens blikke noget, der lignede medfølelse.

Ikke medfølelse for de de gerninger, han er mistænkt for, som på mirakuløs vis ikke ramte nogen mennesker. Men en slags trist erkendelse af, at det, der sad foran dem var billedet af en mands totale deroute.

Han er ikke straffet før, og et blik på hans Facebook-profil tegner et billede af en omsorgsfuld mand, der elsker sine børn og kæreste.

Aktionsstyrken rykkede ud og stod klar, da en desperat mand, som det dog lykkedes et forhandler at få talt til ro uden brug af vold. Foto: Kenneth Meyer Krimi Politiets hemmelige våben: Sådan takles gidseltagere
1 af 2 En politihund måtte assistere betjente med at få bragt den oprevne mand til ro. Han er nu fængslet til 2. april. Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 Politiet tog ingen chancer, da de blev tilkaldt til Frederiksberg, hvor en familiefar fredag aften gik bersærk. Foto: Kenneth Meyer