Familieopgør på Oslobåden: Far og søn i blodigt slagsmål

Mandens 37-årige søn er blevet afhørt af politiet, efter han havde et voldeligt opgør med sin far på Oslo-båden

PR-foto: DFDS
PR-foto: DFDS

En 61-årig dansk mand blev i går aftes fløjet med lægehelikopter til et sygehus i Göteborg, efter et slagsmål med sin 37-årige søn på Oslo-båden. Det bekræfter efterforskningslederen ved Københavns Politi, Gunnar Nørager.

- Vi regner med, at det er noget familiefnidder, men der kan være mere i sagen, fortæller efterforskningslederen.

Ifølge ham var Københavns Politi nede for at hente sønnen, da færgen kom ind til kajen i morges. Den 37-årige har siden været afhørt på politistationen Bellahøj, mens man fortsat mangler faderens forklaring.

- Sønnen har siddet på færgen i nat, mens personalet har holdt øje med ham, indtil vi kunne hente ham.

DFDS bekræfter voldsepisoden, der skulle have fundet sted i kahytten, over for Ekstra Bladet. Informationschef Gert Jakobsen fortæller, at sagen for deres vedkommende nu ligger hos politiet.

Crown Seaways var på vej mod København, da personalet så sig nødsaget til at tilkalde en lægehelikopter, idet faderen blødte meget fra hovedet.

Ifølge politiet skulle den 61-årige dog være helt okay, efter han er blevet syet i hovedet.

Politiet skal nu vurdere, om sønnen skal sigtes i sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere