Familier fanget i tåregas: Seksårig troede hun var brændt i hovedet

Afspærringer gjorde, at det var umuligt at komme væk fra balladen, siger to familiefædre

Se mere om urolighederne her hvor vi også taler med tilskuer Emilie Hansen, der blev ramt af tåregas

Mange fredelige fans og familier med børn blev fanget i sammenstødet mellem politi og bøller efter pokalkampen mellem Brøndby og FCK på Brøndby Stadion i går.

Ifølge flere, som Ekstra Bladet har talt med, skyldtes det især, at afspærringerne gjorde det umuligt at komme væk fra stedet, der pludselig eksploderede i brosten, hadsk stemning og tåregas.

Artiklen fortsætter under videoen

Brosten og tåregas. Se optagelser af politiets konfrontation med ballademagerne efter gårsdagens Brøndby-FCK kamp. (Video: Mathias Øgendal)

For Allan Andersens seksårige datter endte det med, at hun fik tåregas i øjnene, som sviede helt vildt og gjorde hende bange.

Allan Andersen er BIF-fan og har haft sæsonkort til Brøndby Stadion i ni år og var derfor til fodbold med sin seksårige datter, sin 21-årige datter og sin 22-årige svigersøn.

- Vi var på vej over til bilen, hvor vi bliver mødt af en hel flok fra Brøndbys side, der kaster sten og fyrer romerlys af. Og så kom politiet og pressede os den anden vej, fortæller han og fortsætter:

Politiet skød tåregas mod Brøndby-tilhængere onsdag aften. 19-årige Emilie Hansen (indsat) var på vej hjem, da hun blev ramt af tåregas. (Foto: Mathias Øgendal/ Privat) 112 - 21. apr. 2016 - kl. 05:23 Chokeret Emilie efter tåregas: - Jeg kunne ikke få vejret

- Min svigersøn er så ved at lukke bilen, og så vælger politiet at skyde tåregas mod bilen, og der er tåregas alle steder. Hele bilen bliver fyldt af det,  så vi må ud igen. Det er meget ubehageligt, siger han.

- Skyder politiet direkte mod bilen, eller er det et led i at forsvare sig mod bøllerne?

- Det er svært at sige. Men det der tåregas er noget, der breder sig, og man kan se, at de skyder over mod bilen. Efterfølgende får jeg fat i en betjent for at høre, om vi ikke kan få noget vand til min lille datter, fordi det svier helt sindssygt, siger han og fortæller, at det blev afvist i situationen.

- Barnet tror, at hun er blevet brændt i hovedet. Hun ville ikke ind i bilen bagefter. Selvfølgelig var hun rystet. Men som jeg prøvede at fortælle hende, så ville politiet jo ikke gøre hende noget. Det ved jeg ikke rigtig, om hun forstod, siger Allan Andersen, der dog fik kørt familien fra stedet til sidst.

Politiet skød tåregas mod Brøndby-tilhængere onsdag aften (Foto: Mathias Øgendal) 112 - 20. apr. 2016 - kl. 23:09 Ballade efter pokaldrama: Politiet skød med tåregas mod Brøndby-tilhængere

Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi, der havde ansvaret for politiets indsats i forbindelse med kampen, har følgende reaktion på historien.

- Jeg kan godt forstå, at faren gerne vil have hjælp til det der, men lige i det øjeblik tror jeg, at politiet havde hænderne fulde med alt muligt andet, og der tror jeg, at det er svært at begynde at yde førstehjælp.

- Det kan også være direkte farligt for den forælder og barnet, hvis de står sammen med os, når det er vores folk, der bliver udsat for kraftig beskydning. Så jeg synes egentlig, at det er meget fornuftigt, at de bliver bedt om at gå, selvom det selvfølgelig kan virke meget hårdt, siger han.

Læs resten af politiinspektørens forklaring nederst i artiklen.

Tid før kamp igen
- Vi overvejede lidt, om vi skulle tage på skadestuen, men vi kørte ned på en tank og fik fat på noget vand og skyllede øjnene, fortæller han og siger, at han selv kan mærke gassen i halsen og næsen stadig.

- Var det noget galt med politiets setup, som du vurderer det?

- Jeg har tænkt meget over det. Politiet kunne nok ikke gøre det meget anderledes. Men måske burde man tænke, når man bruger tåregas, at der altså også er andre, der ikke slås.  Vi kunne ikke komme nogen steder. Vi var fanget. Man var jo lidt bekymret for, om man pludselig fik en brosten i hovedet fra de Brøndby-tosser, siger Allan Andersen og konstaterer:

- Der går nok noget tid, inden man går til fodbold igen.

Rystet fan
Thomas Eriksen var også til fodboldkamp med sin søn på 18 år og har ligeledes haft sæsonkort i ni år. De konstaterede også efter kampen, at de ikke kunne komme væk, fordi der var spærret af. De forsøgte forgæves at komme væk ad flere ruter.

- Så begynder det pludselig at brage omkring os. Vi tror først, det er fyrværkeri. Så kunne vi så hurtigt finde ud af, at det var tåregas. Det mærkede vi både i øjnene og i svælget, fortæller han og tilføjer, at de så gik tilbage mod stadion, hvor der også lå ret meget tåregas i luften.

Her forsøgte de forgæves at spørge en kontrollør om hjælpe til at finde en vej væk og først omkring kl. 23 lykkedes det.

- Det, der er problematisk er, at man ikke orienterer på stadion-højtalerne om, hvor udgangsvejene er. Det plejer de at gøre, siger han.

- Så I følte jer overladt til jer selv?

- Ja, det synes jeg. Jeg var rystet. Det er da ubehageligt at blive udsat for tåregas af politiet. Et er, at man bliver fanget af et eller andet, men vi prøvede bare at komme væk. Jeg har været til mange af de FCK-kampe, fordi jeg har haft sæsonkort i ni år, og når man bare prøver at komme væk fra en fodboldkamp, så bliver man lige pludselig beskudt. Det er da ubehageligt, siger han.

- Hvordan vil du beskrive det her i forhold til, hvordan det plejer at være?

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det har altid været muligt at komme væk. Kan man ikke komme den ene vej, så kan man komme den anden vej.

- Hvad er dit løsningsforslag?

- Det er, at man i hvert fald orienterer om, hvor man kan komme til og fra og hvilke udgangsveje, der er. Og  så havde jeg forventet, at politiet ville varsle om det, hvis de skød med tåregas - eventuel over megafoner, siger han.

Politichef: Vores folk blev angrebet voldsomt

Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi havde ansvaret for politiets indsats i forbindelse med kampen:

- Hvorfor endte det med tåregas i går?

- Vi har en masse politifolk, der bliver angrebet ret voldsomt. Vi har 33 politifolk, der er ramt af kasteskyts. De er selvfølgelig nødt til at forsvare sig, og det prøver de i første omgang at gøre uden gas, og det hjælper ikke noget. Og så er vi nødt til at bruge tåregas for at få de angribere væk, siger han og fortsætter:

- Det er selvfølgelig dybt beklageligt, for vi bruger normalt ikke tåregas, hvis vi overhovedet kan undgå det, i forbindelse med fodboldkampe, for så ved vi også godt, at der er nogle helt uskyldige, der bliver påvirket af det. Men omvendt har vi også en forpligtelse til, at vores politifolk kan komme hjem fra arbejde i nogenlunde rimelig stand. Derfor var vi nødt til at gøre det i går.

- Helt almindelige tilskuere siger, at der ikke var veje, de kunne komme væk?

- Vi har forsøgt at skrive rundt og lave pressemeddelelser om, hvordan man kan komme væk. Men det er rigtigt, at det ikke er et supernemt område at få folk uden om det her på. Det er derfor, vi går og advarer om, at vi laver de her afspærringer, og vi anviser også nogle mulige veje væk fra.  Men der var rigtig mange, der ikke valgte de veje væk,  vi havde forslået. Det kunne vi godt se, siger politichefen og siger, at de også har skilte op denne gang.

- Er det noget, I vil kigge på til næste gang?

- Vi kigger på det hele tiden og prøver at gøre det bedre næste gang. Men stadion ligger der, hvor det ligger, og det er den helt store udfordring. Vi skal sørge for at holde to fangrupper adskilt, og de har rigtig mange muligheder for at møde hinanden. Derfor giver det nogle gener for de tilskuere, der er derude.

- Kunne man lave et system, hvor almindelige fans bliver ledt ud først?

- Vi har ikke mulighed for at fastholde folk tilbage på stadion mod deres vilje. Det har vi lige fået rettens ord for. Der er ikke så frygtelig mange muligheder. Vi har et møde med Brøndby kommune i næste uge, hvor vi blandt andet vil snakke om adgangsvejene til og fra stadig, for vi kan sagtens se, at det er et problem. Men det er en større operation, hvis man skal lave en ordentlig løsning på det. Og det ligger uden for vores muligheder, siger han og fortsætter:

- Vi er meget opmærksomme på det. Vi havde håbet, at vi havde haft et halvt år mere til at forberede noget, men så var det desværre, at de trak hinanden i semifinalen. Den havde vi jo ikke i vores kampprogram, så derfor kom den ind lidt ubelejligt i forhold til det, siger han.

- Der er en, der siger, at der ikke blev varslet om tåregas på forhånd. Hvordan er proceduren om det?

- Der er ikke nogen pligt til at varsle, men vi bad om, at der blev varslet, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu har vi ikke fået samlet op på det hele, og jeg har ikke selv været derude, så jeg ved ikke, om det overhovedet var en mulighed. Jeg kan se, at de er blevet angrebet rimelig voldsomt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere