Familiestrid fører til ny visitationszone omkring Motalavej

Politiet strammer grebet om området, hvor familier er i konflikt

Der har været masseslagsmål og et knivstikkeri på Motalavej. Det er to familiegrupper, som er i konflikt. Foto: Byrd/Lind Foto
Der har været masseslagsmål og et knivstikkeri på Motalavej. Det er to familiegrupper, som er i konflikt. Foto: Byrd/Lind Foto

Konflikten mellem flere familier på Motalavej i Korsør fører nu til, at politiet genindfører en visitationszone i et område omkring Motalavej.

Visitationszonen indføres fra i dag klokken 18 og gælder foreløbig til onsdag 19. august klokken 18.

Formålet er at forhindre kriminelle handlinger og genskabe trygheden i området, skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

- Det er helt uacceptabelt, at vi gentagne gange oplever uroligheder, overfald og slagsmål. Vi genindfører derfor visitationszonen, og vi øger yderligt den politimæssige tilstedeværelse. Disse redskaber har tidligere vist sig effektive i forhold til at holde ro i området, så beboerne kan færdes trygt, siger politidirektør Lene Frank.

Hun opfordrer de parter, som er aktive i konflikterne, til at stoppe uroen.

To blev kørt væk i ambulancer med skader efter masseslagsmålet natten til tirsdag. Foto: Byrd/Lind foto Krimi Blodig familie-fejde i ghetto

- Samtidig vil jeg opfordre områdets beboere til at bistå politiet med at få belyst de hændelser, som beboerne er vidner til. På den måde kan vi få gerningsmændene dømt, hvilket i den sidste ende kan føre til, at de bliver udsat af deres lejemål i området, siger politidirektør Lene Frank.

Visitationszonen betyder, at politiet inden for zonen har lov til at visitere folk efter våben uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.

For den almindelige borger vil zonen dog ikke have stor betydning.

Politiet kan vælge at forlænge perioden, hvis der er behov og grundlag for det.

Visitationszonen kan ses her.

112 - 12. jul. 2020 - kl. 11:05 Politiet rykkede ud til masseslagsmål