Fandt død person i Randers

Identiteten på den person, som Østjyllands Politi fandt i Gudenåen i Randers kan først oplyses mandag

Hvorvidt det var den 32-årige kvinde, Iuliaa Tytarchuk, der blev fundet død i Gudenåen i Randers søndag formiddag, kan Østjyllands Politi først fortælle i morgen, mandag.

- Vi bliver ikke færdige med alle de undersøgelser, vi skal, i dag for at kunne sige mere om den døde persons identitet, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi blev tilkaldt søndag formiddag, efter at en død person var blevet set i Gudenåen i Randers tæt ved byens Naturcenter.

Tidligere søndag oplyste Østjyllands Politi, at de i forbindelse med deres undersøgelser havde for øje, at den døde person kunne være Iuliaa Tytarchuk. Den 32-årige kvinde forsvandt fredag 15. maj fra sit hjem i Randers, og hun har siden været eftersøgt intensivt med hunde, helikopter og både uden, at det dog har givet noget resultat. Det var kvindens mand, der meldte hende savnet sent den omtalte fredag aften.

En uge senere - i fredags - fandt en borger Iuliaa Tytarchuks taske med hendes personlige ejendele tæt ved Randers Naturcenter, hvor den døde person også blev fundet søndag.