Fandt højeksplosivt sprængstof hos 27-årig mand på Falster

Men politiet ved ikke, hvad det skulle bruges til

Sprængstoffet RDX, som blev fundet på Falster, er hovedbestandel i Semtex, som sprængte denne jumbojet over Skotland i 1988. Foto: AP
Sprængstoffet RDX, som blev fundet på Falster, er hovedbestandel i Semtex, som sprængte denne jumbojet over Skotland i 1988. Foto: AP

Et tip til politiet om, at en 27-årig mand fra Falster lå inde med ulovlige våben, fik politiet til at rykke ud til mandens bopæl.

Her gjorde politiet et uhyggeligt fund under ransagningen, og tilkaldte Forsvarets bombeeksperter.

Den 27-årige havde ikke bare 897 gram sortkrudt, men forskellige kemikalier og svovlsyre, der var beregnet til at fremstille 70-140 gram af det højeksplosive militære sprængstof RDX.

I huset fandt politiet også en fjernstyret detonator, der kunne udløse sprængstoffet.

Fundet blev gjort den 3. november sidste år, og i næste uge stilles den 27-årige for et nævningeting i Nykøbing Falster Ret, hvor anklagemyndigheden kræver en straf på mere end fire års fængsel.

Han nægter sig skyldig i tiltalen for besiddelse af våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder.

Våbeninteresseret
Det er uklart, hvad den 27-årige angiveligt skulle anvende sprængstoffet til, da han tilsyneladende hverken var rocker- eller bande-relationer. Efterforskningsleder Kim Kliver afviser også, at der skulle være relationer til terrorisme.

Anklageskriftet i sagen tyder på, at den 27-årige er meget våbeninteresseret. I hans hjem fandt politiet en kaliber 5.56 riffel, og det viste sig, at han via Det Internationale Postcenter i Københavns Lufthav havde forsøgt at indføre seks ulovlige våbendele, så riflen kunne ombygges til at skyde fuldautomatisk.

Våbendelene var blevet tilbageholdt af SKAT i postcenteret. Men på mandens adresse fandt politiet andre våbendele, som piber, en lyddæmper og andre dele, der kan bruges til at bygge fuldautomatiske våben.

Hos den 27-årige fandt politiet fem forskellige slags kemikalier, der anvendes til at fremstille RDX sprængstof.

RDX blev udviklet under anden verdenskrig og indgår om hovedbestanddel i moderne plastiske sprængstoffer som C-4 og Semtex, der er berygtet for anvendelse i terror-aktioner verden over.

Det var f.eks. Semtex, der sprængte Pan Am-jumbo flyet over den skotske by Lockerbie i 1988, hvor 270 mennesker blev dræbt.

Ifølge tiltalen mod den 27-årige havde sprængstoffet særdeles farlig karakter og var egnet til at forvolde betydelig skade -  hvis han altså havde nået at fabrikere det færdigt.

Den 27-årige er også tiltalt for at have truet en socialrådgiver på livet i Maribo Arrest, hvor hun var på besøg overvåget af en fængselsbetjent:

- Jeg vil ikke selv gøre hende noget, men jeg kører en tur til Værebro, og så tager de sig af det, skal han have sagt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen