Fandt revolver og 7,7 kg hash ved færdselsuheld

Stakkel med voldsomme smerter varetægtsfængslet i 22 dage

En fuldstændig forslået mand i kørestol med hånden i bind og voldsomme smerter efter en trafikulykke i København i går er i formiddag blevet varetægtsfængslet i 22 dage i Københavns dommervagt.

Under hele grundlovsforhøret har manden, der også har et kunstigt ben, haft voldsomme smerter, og rettens personale har under hele grundlovsforhøret måtte rykke rundt på den sigtede og hjælpe ham. Men han oplyste til dommeren, at han var i stand til at gennemføre grundlovsforhøret, trods de voldsomme smerter i både ben og arme.

- Jeg holder det ikke ud, sagde han igen og igen forpint af smerter i armene og kroppen efter ulykken i går.

Den 53-årige, der bor i Københavns nordvest-kvarter blev i går kørt ned på scooter af en kvindelig billlist.

I forbindelse med færdselsuheldet fandt politiet 80,9 gram hash i hans scooter. Da man senere ransagede hans bopæl, fandt politiet 7,7 kg hash samt en funktionsdygtig Scott revolver med 201 skud samt en signalpistol.

Ifølge den 53-årige, der må betegnes som en stakkel, som hverken har rocker- eller bander-relationer, er hashen til eget forbrug.

På grund af voldsomme smerter bruger han hash som smertestillende 'medicin', forklarede han.

- Jeg har røget hash i 30 år som smertestillende medicin, sagde han, og forklarede, at han havde købt det store kvantum for en en arbejdsskadeerstatning.

Pistolen havde han fundet i forbindelse med, at han havde ryddet et dødsbo, forklarede han. Ligesom han havde fundet en riffel, som han havde afleveret til politiet.

Han kunne ikke forklare, hvorfor han ikke havde afleveret pistolen. Den sigtede erkendte at være i besiddelse af hash, revolver og 201 skud, men nægtede at hashen var til videresalg.

Han forklarede, at han bor i et bofælleskab, hvor beboerne ' falder som fluer', som han sagde.

  Det var i den forbindelse han havde fundet revolveren, da han ryddede en af de afdødes loftsrum.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere