Fangeflugt ved højlys dag

Det var angiveligt coronafrygt, der fik fangerne til at flygte

Sådan så det ud, da fangerne tog flugten. Videoen er filmet af et øjenvidne. Video: Kamera One.

Verden over lyder beskeden lige nu på at holde sig indendøre og kun gå ud, hvis det er højst nødvendigt, og den amerikanske stat Washington er ingen undtagelse.

Her udstedte den demokratiske guvernør Jay Inslee mandag et påbud om at blive hjemme for at undgå spredning af coronavirus, men det valgte en flok fanger at blæse højt og flot på, beretter NBC News

Klokken syv mandag aften lokal tid flygtede de fra et arresthus i byen Yakima efter at have benyttet et bord til at bryde en udvendig branddør op. Derefter kunne de nemt kravle over et hegn ud til friheden.

Det blev dog et kort ophold i friheden for seks af fangerne. De blev pågrebet af politiet hurtigt efter flugten, mens seks andre stadig er på fri fod, oplyser Yakima Countys fængselsmyndigheder i en pressemeddelelse.

- De besluttede sig for at bryde døren ned og forlade stedet.

- De gad åbenbart ikke følge guvernørens bliv hjemme-påbud, så nu er de på fri fod, lyder det fra sherif i Yakima County Robert Udell, der mener, at guvernørens udmelding kan have gjort fangerne så paniske, at de valgte at flygte.

Yakima County har i skrivende stund registreret 47 bekræftede tilfælde af coronasmitte og et enkelt dødsfald.

Blandt personale og indsatte i Yakima Countys fængsler og arresthuse er der dog ingen tilfælde af smitte, oplyser lederen af Yakima County fængselsvæsen, Ed Campbell.