Fanget i bandeskyderi: Frygtede hun skulle dø dagen før sit bryllup – Ekstra Bladet
112

Fanget i bandeskyderi: Frygtede hun skulle dø dagen før sit bryllup

 

Dagen før sin bryllupsdag blev Tuba Masur i 2017 fanget i skudild, da rivaliserende bander skød mod hinanden

27-årige Tuba Masur fra Tyskland står i lobbyen til AO Hostel på Tagensvej i København. Med ansigtet begravet i sin mobiltelefon venter hun på, at hendes kommende mand og hans fætter kommer tilbage med mad, da hun svagt ænser et brag bag sig.

- Jeg hører noget larm, men tænker ikke videre over, hvad det er. Jeg står med ansigtet mod receptionen og ryggen mod glasdøren.

Sæt lyd på Bandeland

Bandeland er Ekstra Bladets nye podcastserie af samme navn. Første sæson går bag en af Danmarks mest berygtede bander, Loyal to Familia.

Du kan gratis lytte til alle afsnit i serien her:





Der kommer et nyt på tirsdag. Læs mere på bandeland.dk.

 

 

Et af de første skud går igennem glas-entréen, og de små stykker glasskår triller ned ad ryggen på hende, men hun reagerer ikke på det. Hun tænker, at noget må være blæst ind ad et åbent vindue.

Stadig fordybet i sin mobil begynder panikken at brede sig i lokalet omkring Tuba Masur.

- Jeg kigger op fra min mobil, fordi jeg fornemmer, der er noget galt. Der opdager jeg, at folk er i chok, og alle løber.

Foto: Jakob Jørgensen

Har du oplevet at stå fanget i en lignende situation? Tip Ekstra Bladets journalister på mama@eb.dk

 

I det moment går det op for hende, at de er under beskydning. Flere kugler gennemhuller glasset, og et projektil borer sig i hovedhøjde ind i bagvæggen på receptionen, hvor personalet skulle have stået.

Som en af de sidste personer flygter Tuba Masur fra receptionsområdet.

- Jeg skynder mig væk, og selvom mit rum ligger til venstre, så spurter jeg i chok ned ad gangen på min højre side. Jeg når til nødudgangen, men døren er låst, og jeg kan ikke få den op.

Foto: Jakob Jørgensen

 

Den nu 30-årige Tuba Masur bor i Bremen i Tyskland med sin mand. Hun fortæller om episoden, der fandt sted 31. oktober 2017 foran AO Hostel på Tagensvej, der ligger ved siden af Møjlnerparken. På det tidspunkt raser bandekrigen i København.

Tuba Masur er en af flere tilfældige personer, der har oplevet at blive fanget i bandernes krydsild, når bandemedlemmer skruppelløst har affyret skud i retning af tilfældige mennesker i forsøg på at myrde rivaliserende bandemedlemmer.

 

- Jeg ved ikke, hvor mange minutter der går, men det føles som år, da jeg står foran den låste nødudgang. Jeg hører noget i gangen og tror, at de er kommet ind for at skyde mig og de andre på hostellet. På det tidspunkt ved jeg ikke, hvad skyderiet handler om.

- Jeg tænker, at jeg ikke må dø dagen før mit bryllup.

Tuba Masur er tyrkisk statsborger, og hendes mand er pakistaner. På grund af lovgivningen var det vanskeligere for dem at blive viet i Tyskland, end det var i Danmark.

Parret anmodede derfor om at blive gift på Københavns Rådhus og fik datoen 1. november. De valgte at tage til København en dag før vielsen for at få styr på det praktiske, uvidende om at Nørrebro området var plaget af bandernes morderiske konflikt.

Foto: Jakob Jørgensen

 

Gerningsmændene er stukket af, da politiet ankommer. Stadig chokeret over, hvad der lige er sket, bliver Tuba Masur taget til side for at fortælle betjentene, hvad hun lige har oplevet.

- Jeg ser først blodet, da jeg taler med politiet. Folk reagerer nok forskelligt i sådan nogle situationer, og det er virkelig ikke rart at tænke tilbage på.

Foto: Kenneth Meyer

 

- Der er så meget blod, og jeg ved ikke, hvor mange der er blevet såret. Det er også svært at sove efter chokket.

Næste dag kommer Tuba Masur næsten for sent til sit eget bryllup. Hun har sovet dårligt og har heller ingen appetit. Heldigvis har hun så travlt med bryllupet, at hun ikke rigtig har tid til at tænke over alt det, der skete aftenen forinden.

Foto: Jakob Jørgesen

 

Tuba Masur havde aldrig forestillet sig, at hun i Danmark skulle befinde sig midt i et skyderi.

Selvom hun i situationen frygtede for sit liv, har episoden dog ikke afskrækket hende fra at besøge Danmark igen, og hun har for nylig talt med sin mand om snart at tage en tur til København for at mindes deres bryllupsdag.

- Det er vigtigt for mig at fokusere på de gode ting i livet, så vi har lagt det, der skete den aften, bag os.

- Jeg tror, hændelsen havde været sværere at ryste af sig, hvis jeg havde set folk, der led og var blevet ramt af skuddene.

Privatfoto

 

En død og to sårede

Gerningsmændene, der havde skudt mod AO hostel, havde fået ram på deres mål, som befandt sig ude foran hostellet.

Det var den 30-årige bandeveteran Wari Khalif kaldet 'Wurdi' fra Brothas, der blev det første dødsoffer i den blodige bandekonflikt mellem Brothas og LTF i 2017.

 

Han blev dræbt af skud fra et automatvåben ved AO Hostel, og to andre bandefolk blev såret. Efter de havde affyret skuddene, flygtede gerningsmændene fra stedet i en bil, der senere blev brændt af i Lyngby.

Senest en uge før drabet forsøgte rivaler fra LTF under et stormløb på Mjølnerparken at få ram på ledende Brothas-medlemmer.

Der er aldrig nogen, der er blevet dømt for drabet og for at sætte de tilfældige borgeres liv i fare.

Foto: Linda Johansen