Far bedøvede og dræbte to døtre: Nu skal han afsone livstid i Danmark

Retten i Aalborg afviste mandag at nedsætte 44-årig nordjysk mands livstidsdom fra Tyskland, hvor han i 2011 bedøvede og dræbte sine to døtre på 9 og 10 år

12. august fandt tysk politi den danske bil i et øde skovområde sydvest for Berlin. I bilen var også to danske pigers forkullede lig. (Foto: AM/Colourpress)
12. august fandt tysk politi den danske bil i et øde skovområde sydvest for Berlin. I bilen var også to danske pigers forkullede lig. (Foto: AM/Colourpress)

En 44-årig nordjysk mand skal afsone sin straf på livsvarigt fængsel i Danmark, efter at han tidligere i januar blev udleveret fra Tyskland, hvor han har siddet fængslet i tre år, siden han i 2012 blev dømt for at have bedøvet og dræbt sine to døtre Line, 9, og Malene, 10.

Det har Retten i Aalborg mandag besluttet.

Her havde manden anmodet retten om at tage stilling til et ønske om strafnedsættelse. Manden ønskede at få straffen nedsat til 14 års fængsel, men det afviste Retten i Aalborg.

Det var 10. august 2011, at den dengang 41-årige mand var kørt fra hjemmet i Øster-Hurup i Nordjylland mod Tyskland. Dagen inden havde han besluttet, at han ville dræbe sine børn, og døtrene var derfor med på bilturen, der endte så tragisk to dage senere cirka 20 kilometer sydvest for Berlin.

112 - 22. maj. 2012 - kl. 16:59 Dobbeltmorder i gråd: Jeg fortryder alt

Her smed han benzin ind i bunden af bilen og satte ild til, så pigerne blev dræbt, kom det frem under retssagen i den tyske by Potsdam. Døtrene havde han forinden bedøvet med sovemedicin.

112 - 22. maj. 2012 - kl. 16:59 Dobbeltmorder i gråd: Jeg fortryder alt

Af retssagen dengang, som Ekstra Bladet overværede, kom det frem, at den danske mand var sygeligt jaloux, efter at hans børns mor havde valgt at forlade ham til fordel for en anden mand.

- Jeg fortryder alt. Jeg ville ønske, at jeg kunne stille tiden tilbage, sagde han, da procedurerne i sagen i Tyskland var overstået, og det stod klart, at anklageren ikke kan se nogen anden udvej end fængsel på livstid til danskeren.

112 - 22. maj. 2012 - kl. 13:28 Anklager: Dansk far skal have livstid for dobbeltdrab

- Jeg beder ikke om tilgivelse, jeg kan ikke engang tilgive mig selv, sagde manden også, inden han i retten undskyldte til sin ekskone, til alle han havde såret og til dem, han havde dræbt.

Om hans beslutning om at forsøge at få nedsat straffen, siger hans ekshustru - børnenes mor - Christina Olsen til Ekstra Bladet:

- Som udgangspunkt kan jeg godt forstå, at han forsøger at få nedsat sin straf. Hvem har lyst til at sidde fængslet på livstid, spørger hun retorisk.

Christina Olsen ønsker til gengæld ikke at gå dybere ind i sagen over det, som hun vurderer kun kommer til at fylde to linjer i en avis.

- Du kan fortælle læserne, at jeg har det godt i forhold til omstændighederne. Og at jeg ikke ved, hvad der foregår i hovedet på ham, siger Christina Olsen videre.

Christina Olsen var selv til stede i retssalen i Aalborg her til formiddag, og hun fortæller, at hendes børns far ikke sagde en lyd. Det var hans advokat, der førte hele dialogen i retten i forsøget på at få nedsat straffen.

Trods Retten i Aalborgs klare kendelse har manden valgt at anke beslutningen om, at han ikke kan få nedsat sin straf. Derfor skal Vestre Landsret inden sommerferien tage stilling på ny til mandens ønske.

Se også: Potsdam-tragedien: I dag taler moren

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere