Far dømt for sexovergreb

Københavnsk familiefar fundet skyldig i blandt andet adskillige kønslige forulempelser og et voldtægtsforsøg mod datter i incestsag

En far af udenlandsk oprindelse er fundet skyldig i adskillige sexovergreb mod sin ned til 10-årige datter og idømt fængselsstraf i Retten i Frederiksberg. Foto: Mogens Flindt
En far af udenlandsk oprindelse er fundet skyldig i adskillige sexovergreb mod sin ned til 10-årige datter og idømt fængselsstraf i Retten i Frederiksberg. Foto: Mogens Flindt

En 43-årig familiefar er i eftermiddag i Retten i Frederiksberg blevet idømt fire års fængsel for omfattende incestuøse sexovergreb mod sin datter, som var ned til 10 år, da de første forulempelser udspillede sig.

Det oplyser politiets anklager Anders Larsson.

Manden af udenlandsk oprindelse blev fundet skyldig i adskillige gange igennem en årrække at have udnyttet sin overlegenhed fysisk og mentalt til at udsætte sin mindreårige, nu voksne datter for blandt andet beføling af hendes bryster og andre intime kropsdele og i et enkelt tilfælde oralsex.

Han blev ikke fundet skyldig i, at det som anført i tiltalen skulle være foregået hver uge.

Skubbede sin far væk
Den københavnske mand blev desuden dømt for et voldtægtsforsøg og for adskillige gange at have gennemført incestuøse samlejer med sin datter fra hun var over den seksuelle lavalder og frem til sin anholdelse i august 2019.

Se også: Far tiltalt i incestsag: Datter voldtaget hver uge

Der var ikke tale om voldtægt, men han gjorde det efter rettens opfattelse ved hjælp af trusler om vold og fysisk tvang. Han forsøgte i et tilfælde at trække bukserne af sin datter, mens han lagde sig ovenpå hende.

I situationen skubbede hun ham væk og råbte, at han skulle stoppe.

Han blev også dømt for at have spærret datteren inde i et kælderrum i et kortere tidsrum. Det havde ikke forbindelse med de seksuelle overgreb.

Den 43-årige mand blev til gengæld frifundet for at have haft samlejer med sin datter, mens hun var mindreårig.

Den nu dømte mand har hele vejen igennem nægtet sig skyldig og ankede på stedet dommen med påstand om frifindelse. Han vil være varetægtsfængslet frem til ankesagen.

I løbet af de fem retsdage i Retten i Frederiksberg har han fremført, at der efter hans mening var tale om en sammensværgelse sat i værk af to døtre fra en anden familie.

Lillesøster til afhøring
I sin bevisførelse har Anders Larsson fremhævet, at manden i en periode frem til sin anholdelse flere gange foretog søgninger på pornosider, som kørte under temaet sex mellem fædre og døtre.

Retsmøderne er kørt for åbne døre med undtagelse af den forurettede kvindes forklaring, som blev afviklet bag lukkede døre.

Hendes lillesøster afgav forklaring på en video-optagelse, som blev afspillet for nævninge og dommere.

Politiets anklager havde anbefalet en straf på seks års fængsel, mens hans forsvarer talte for, at en straf på op til fire et halvt års fængsel måtte være tilstrækkelig.