Far fængslet for at slå teenagesøn

En 39-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at have slået sin 13-årige søn i ansigtet

En 39-årig mand er ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet indtil 15. februar for at have slået sin 13-årige søn en gang i ansigtet med en knyttet hånd.

Manden nægtede sig skyldig i sigtelsen, men valgte ikke at kære varetægtsfængslingen. Det oplyser specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen til Ekstra Bladet.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, hvorfor det er sparsomt med oplysninger om voldsepisodens nærmere omstændigheder.

Skadet i ansigtet
Fremme er det dog, at den udspillede sig nytårsdag.

Specialanklageren oplyser, at sønnen ved slaget pådrog sig en skade i ansigtet. Skadens omfang bliver dog ikke nærmere præciseret.

- Jeg kan ikke komme ind på sønnens nuværende tilstand, da det fremkom under den lukkede del et retsmødet, siger Kim Kristensen.

Mødte selv op
Om manden siden nytårsdag har været eftersøgt, ønsker specialanklageren ikke at oplyse, da det ligeledes kom frem efter dørlukningen.

Manden blev anholdt lørdag ved selv at møde op på Aalborg Politistation. Anholdelsen foregik derfor uden dramatik.

Den 39-årige skal sidde varetægtsfængslet i et 'almindeligt arresthus'.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere