Far fængslet for bortførsel af fire børn

I 11 år har han været på flugt. Nu er 50-årig far anholdt

En far bortførte for 11 år siden sine fire børn til Mellemøsten, men nu har den langvarige eftersøgning af faderen og børnene endelig givet resultat.

Den 50-årige libaneser, der er dansk statsborger, blev i går varetægtsfængslet for fire uger i Københavns dommervagt, sigtet for langvarig frihedsberøvelse af sine børn, tre piger og en dreng, og for at have unddraget moderen forældremyndigheden.

De tre piger er tilbage i Danmark, efter at det lykkedes dem at slippe ud af faderens jerngreb og flygte ind på den danske ambassade i Damaskus, Syrien.

Det skete allerede i september 2013, mens den 50-årige blev anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup kl. 11.35 i tirsdags, da han kom med fly fra Istanbul i Tyrkiet.

Han havde fået et nyt pas på den danske repræsentation i Istanbul, fordi han ville til Danmark med sin nye hustru. Men politiets efterlysning af ham var stadig effektiv, så betjente ventede på ham i gaten, da flyet landede.

Ved ikke hvor sønnen er
Mens de tre piger er blevet genforenet med deres mor i København, så ved politiet ikke, hvor det ældste barn, sønnen, som nu er 22 år befinder sig.

- Den 22-årige er angiveligt i Syrien, men vi ved det ikke, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben.

De fire børn blev bortført i 2004. Det var tvillinge-piger på fem, en 10-årig pige og en 11-årig dreng. Faderen rejste med børnene til enten Syrien eller Libanon på 'ferie', men det gik hurtigt op for moderen, at børnene var bortført.

Politiet fik varetægtsfængslet manden 'in absentia' og efterlyst ham internationalt, mens moderen fik tilladt forældremyndigheden.

- Vi har haft en langvarig efterforskning i sagen, og i september 2013 dukkede de tre piger op på den danske ambassade i Syrien efter at de var flygtet fra faderen, siger Hans Erik Raben.

- Udenrigstjenesten har gjort et stort arbejde i sagen, og politiet blev kontaktet, da den eftersøgte henvendte sig i Istanbul for at få et nyt dansk pas. Derfor kunne vi stå klar i lufthavnen og anholde ham, siger Hans Erik Raben.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere