Far fængslet for drabsforsøg på baby

Han ville have en dreng, men fik en pige. Det er motivet, tror politiet

Retten i Lyngby har netop varetægtsfængslet en 29-årig far, der sigtes for drabsforsøg på sin kun to dage gamle baby. Han er fængslet for 14 dage, mens politiet fortsætter efterforskningen.

Utilfredshed med barnets køn er formentlig motivet til drabsforsøget på den lille pige, mener politiet i Nordsjælland.

Den 29-årige fik i tirsdags anholdelsen opretholdt i tre døgn.

Ifølge sigtelsen, som den 29-årige nægter, forsøgte han to gange at kvæle barnet ved at holde en pude eller en hånd over barnets mund og næse. Begge gange blev han overrasket af pigens mor, der fik skubbet ham væk.

Den 29-årige er født i Danmark, men statsborger i det tidligere Jugoslavien. Han er blevet gift med en makedonsk kvinde, som kom til Danmark i begyndelsen af februar højgravid.

Slog alarm via SMS
Hun fødte pigen på Herlev Hospital den 25. februar, og to dage senere overraskede hun manden i færd med at holde en pude over barnets ansigt, har moderen forklaret politiet. Senere forsøgte han, ifølge kvindens forklaring, at kvæle barnet med en hånd for pigens mund og næse.

Kvinden var meget bange, og turde ikke forlade hans lejlighed i Værløse af frygt for den 29-årige:

- Han har givet udtryk for utilfredshed med barnets køn. Han ville have en dreng, siger politikommissær Henning Svendsen, Nordsjællands politi.

Den makedonske mor taler ikke dansk, og har ingen mobiltelefon, men det lykkedes hende at få fat i mandens mobil og sende sms-beskeder til bekendte i Frankrig. De kontaktede en ambassade som via, NEC, det nationale efterforskningscenter hos Rigspolitiet, fik kontakt til Nordsjællands politi.

- Med kvindens forklaring havde vi ikke andre muligheder end at anholde den 29-årige. Nu har vi fået uddybet hendes forklaring, og mor og barn er indlagt på hospitalet til udredning. Det vil tage noget tid, at undersøge spædbarnet for eventuelle skader, siger Henning Svendsen til Ekstra Bladet.

- Efterforskningen har ikke svækket vores tro på, at der er sket noget ulovligt, så vi begærede den 29-årige varetægtsfængslet, siger Henning Svendsen.

Politiet afventer nu blandt andet lægernes undersøgelse og vurdering af spædbarnet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere