Far filmede drab på datter: Nu fortæller hustruen om tragedien

Jiranuch Trirat skyndte sig at alarmere politiet, som et par timer senere fandt ligene af hendes mand og deres datter

Mandag aften kunne Facebook-brugere følge med, da Wuttisan Wongthalay (tv) hang sig selv og sin datter. Privatfoto
Mandag aften kunne Facebook-brugere følge med, da Wuttisan Wongthalay (tv) hang sig selv og sin datter. Privatfoto

21-årige Wuttisan Wongthalay tog mandag livet af sin blot 11 måneder gamle datter, hvorefter han begik selvmord.

Begge dele blev filmet i en livevideo på Facebook, og det var her, den 20-årige hustru, Jiranuch Trirat, så tragedien udspille sig.

- Jeg var sammen med min bror, da det skete. Han loggede ind på Facebook, og pludselig kunne vi se live-videoen. Jeg så, da han tog rebet om min datter, og så kunne jeg ikke se mere, fortæller hun til nyhedsbureauet AFP.

Politi: Drabsmand var paranoid
Jiranuch Trirat skyndte sig at alarmere politiet, som et par timer senere fandt ligene af den thailandske mand og deres datter hængende fra taget på et forladt hotel.

Ifølge Jiranuch Trirat havde hun og Wuttisan Wongthalay flere problemer i deres ægteskab, og han var angiveligt voldelig over for både hende og hendes 5-årige søn fra et tidligere forhold.

Det samme fortæller en lokal efterforskningsleder til Reuters.

- Han (Wuttisan Wongthalay red.) var paranoid og frygtede, at hustruen ville forlade ham, og at hun ikke elskede ham.

Se også: Mand hænger sit barn og sig selv i Facebookvideo

Det var de thailandske myndigheder, der kontaktede Facebook for at få fjernet den voldsomme video. Videoen eksisterer ikke længere på det sociale medie.

Det er ikke første gang, at et mord bliver filmet og lagt ud på Facebook. I sidste uge skød og dræbte 37-årige Steve Stephens en tilfældig ældre mand, Robert Godwin, på gaden i Pennsylvania, USA. Drabet lå på Facebook i flere timer, før det blev fjernet.

Facebook-stifter, Mark Zuckerberg, har efterfølgende udtalt, at det sociale medie konstant arbejder på at forbedre håndteringen af voldelige videoer.

- Vi har meget arbejde at gøre. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sådan en tragedie kan undgås, lyder det fra Zuckerberg.

Hjælp til selvmordstruede

Hvis du har tanker om at begå selvmord - eller frygter, at et andet menneske vil begå selvmord - så er der mange muligheder for hjælp. Livslinien er en landsdækkende frivillig organisation, hvor der tilbydes både telefon-rådgivning og rådgivning over nettet.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.

Læs mere på hjemmesiden: www.livslinien.dk.

Se også: Sådan fældede McDonald's-ansat efterlyst 'Facebook-morder'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen