'Far' gik i biografen: Efterlod sin hund i varm bil

Politiet hentede hunde-ejeren ud fra filmen i Fields

I august 2015 blev en lille dreng reddet ud af en varm bil i Københavns Lufthavn. Foto: Kenneth Meyer
I august 2015 blev en lille dreng reddet ud af en varm bil i Københavns Lufthavn. Foto: Kenneth Meyer

Børn og dyr skal ikke efterlades alene i en varm bil. Det er livsfarligt. Det budskab bliver gentaget hver sommer, men alligevel går det galt ind i mellem.

I dag rykkede Københavns politi ud til Fields i Ørestaden, hvor en anmelder havde opdaget, at en hund sad alene i en bil i parkeringskælderen.

Selv om bilen ikke stod direkte i solen, var det varmt, og politipatruljen skønnede, at det var nødvendigt at finde hundens ejer.

En hurtig efterforskning viste, at han var gået i biografen i Fields, men han blev hentet ud fra filmen af politiet og genforenet med sin hund.

- Patruljen holdt øje med hunden og mente ikke, at det var nødvendigt at tilkalde en låsesmed til at åbne bilen eller at slå ruden ind, siger central vagtleder Thomas Tarpgaard.

Politiet fik anmeldelsen klokken 16.54 og 18.04 var 'dramaet' overstået og hunden i sikkerhed. Hundeejeren gik så vidt vides glip af resten af filmen.

Det er meget farligt at efterlade både børn og dyr i lukkede biler i sommervarmen. Temperaturen stiger hurtigt og voldsomt, især hvis bilen står direkte i solen. Temperaturen kan hurtigt stige til 60 grader.

Et-årig pige døde i varm bil
I juni 2009 glemte en 29-årig far, at hans et-årige datter sad i bilen, som han parkerede ved sin arbejdsplads i Lyngby.

Han havde glemt at aflevere hende i vuggestuen, og pigen sad seks en halv time i den glohede bil. Først da pigens mor ringede klokken 15.30 fra vuggestuen og spurgte, hvor datteren var henne, gik tragedien op for faderen.

Han løb til bilen, men en ambulancelæge konstaterede, at pigen var død af hedeslag. Temperaturen udenfor var 26 grader, men temperaturen i bilen var langt højere.

Se også: Baby reddet ud af varm bil

I august 2015 blev lille dreng reddet ud af en parkeret varm bil, der holdt ved parkering P6 i Københavns Lufthavn i Kastrup. Den første havne-betjent på stedet valgte resolut at slå højre siderude på bilen ind, så døren i bilen kunne lukkes op og drengen reddes ud.

Drengen, der var i tre-års alderen, 'vågnede', da der kom frisk luft ind i bilen.

Se også: Dreng reddet ud af varm bil i lufthavn

I juni sidste år blev en baby reddet ud af en varm parkeret bil på Dampfærgevej på Østerbro i København.

Brandvæsenet blev sendt, og en brandmand knuste ruden på bilen for at få babyen hurtigt ud. Babyen havde opholdt sig cirka 15 minutter i bilen, mens moderen handlede. Brandfolkene kølede babyen med vand.

Se også: To små børn døde i ophedet bil: 'De kravlede selv derind'

Se også: Dreng død i varm bil: Sad alene i over fire timer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere