Far og søn får hård dom for narkosmugling

To mænd er idømt lange fængselsstraffe for indsmugling af 1,7 tons hash. En del blev sendt videre til Norge

Da spansk politi i 2017 på et lager i Malaga fandt 600 kilo hash, fandt det også dokumenter, der ledte politiet på sporet af en 46-årig dansk mand og hans 25-årige søn.

Tirsdag blev faderen, Nicolai Falkencrone, ved Retten i Glostrup idømt seks års fængsel for at have håndteret 1,7 tons hash, mens hans søn Mads Corell blev idømt fem års fængsel for at have håndteret 900 kilo af hashen.

Politiets specialenhed Særlig Efterforskning Øst (SEØ) efterforskede sagen, og det førte til, at de to mænd og flere andre personer blev anholdt den 25. oktober sidste år.

Det oplyser SEØ i en pressemeddelelse.

Efterforskningen viste, at de 600 kilo hash, der blev fundet i Sydspanien, skulle sendes til Danmark med lastbil. Efterforskningen viste også, at der tidligere havde været to transporter med store mængder hash fra Spanien til Danmark.

Fra Danmark kørte sønnen fire gange sidste år hash til Norge. De i alt 360 kilo hash var gemt i hestetransporter. Ifølge pressemeddelelsen fra SEØ var faren også impliceret i disse transporter.

- Der er i dag blevet sat et fint punktum i sagen, udtaler anklager Michael Aagaard.

- Det er et grundigt og godt stykke efterforskningsarbejde, som har gjort det muligt for anklagemyndigheden at føre bevis for, at de to mænd begge har været en del af transporten af hash til og fra Danmark.

Tirsdagens domme er de sidste i et sagskompleks, hvor fire mænd tidligere i år blev idømt i alt ni års fængsel i tre forskellige sager.

Far og søn overvejer nu, om de vil anke dommen til Østre Landsret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere