Far og søn idømt seks års fængsel og bøde på 92 millioner kr.

Hårde straffe og kæmpe bøde for hvidvask af sorte millioner kr.

226 millioner sorte kroner fra kriminalitet blev vekslet i et københavnsk bureau ifølge tiltalen. Retten satte beløbet til 184 mio. kr. (Arkivfoto: Colourbox)
226 millioner sorte kroner fra kriminalitet blev vekslet i et københavnsk bureau ifølge tiltalen. Retten satte beløbet til 184 mio. kr. (Arkivfoto: Colourbox)

Københavns Byret, Ekstra Bladet

En 66-årig far og hans 33-årige søn er netop blevet idømt hver seks års fængsel for hvidvask af mange millioner kroner, som de måtte formode stammede fra kriminalitet.

Retten slår fast, at de to indehavere af et veksel-bureau måtte have indset, at de mange millioner kr. stammede fra kriminalitet. Derfor blev far og søn dømt for groft hæleri. Straffen blev den maksimale, der kan idømmes for hæleri.

Veksel-bureauet blev desuden idømt en bøde på 92 millioner kr. Selskabet er under lukning, og der er næppe penge i firmaet til kæmpe-bøden.

Sønnen var direktør for veksel-bureauet, mens den 66-årige var overordnet medarbejder.

Navneforbud ophævet
Begge ankede på stedet til frifindelse. Forsvarerne krævede navneforbuddet på de dømte og deres firma opretholdt under anken til landsretten, men det afviste Københavns Byret.

De dømte er den 33-årige Ali Alrudayni og hans far den 66-årige Jamal Al-Din Alrudayni. Deres veksel-firma hedder Uni Travel & Exchange Aps og ligger på Nørrebrogade 63 i København.

De to dømte blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen og fik varme knus af deres familie, inden fængselsbetjente igen førte dem ud.

Anklager Karina Ankergren fra Bagmandspolitiet havde krævet en bøde på mellem 56 og 224 millioner kr. til selskabet.

De dømte og deres firma frakendes retten til at drive valuta-virksomhed 'indtil videre'.

Der var overvågningskameraer på veksel-kontoret, men den ene kasse, som blev brugt af de kriminelle kunder, var ikke video-overvåget. Det var kælderen heller ikke, og ofte blev veksel-kunderne betjent hernede.

Far og søn var tiltalt for at have hvidvasket 226 millioner kr. gennem veksel-bureauet, men retten kom frem til, at det samlede beløb var 184 millioner kr.

Sagen var delt op i to forhold. I det ene havde de tiltalte vekslet godt 100 millioner kr. ved 930 vekslinger for 22 forskellige selskaber. Retten bedømte, at der var tale om 60 millioner kr. vekslet for 15 selskaber.

De dømte blev i mindre omfang fundet skyldige i overtrædelse af hvidvask-loven vedrørende de sidste syv selskaber og virksomheder.

I det andet forhold var de tiltalt for at have vekslet godt 126 millioner kr. til 500 eurosedler. Vekslingerne skete blandt andet for tre dømte hash-handlere og for en række uidentificerede kunder, men ifølge anklageskriftet vidste de tiltalte, at de mange millioner kr. stammede fra kriminalitet. Retten bedømte, at beløbet i det forhold var på 124 millioner kr.

De mange millioner kr. er kørt igennem det lille vekselbureaus lokaler fra 2010 til 2014, mener politiet. Beviserne omfatter blandt andet observationer af veksel-bureauet, hvor navngivne personer er kommet for at veksle store beløb.

Politiets mistanke var oprindeligt, at stort set alle millionerne stammede fra hash-handel på Christiania, men det kunne ikke bevises, så ifølge tiltalen beskriver statsadvokaten blot, at pengene stammer fra 'strafbare lovovertrædelser'.

Se også: 226 'sorte' millioner vekslet: Intet bevis for hash-penge

500 euro-sedlen er populær blandt kriminelle og det skyldes helt enkelt, at den er en af de mest værdifulde pengesedler på verdensplan.

Omregnet til danske penge lyder sedlens på værdi cirka 3700 kr. I værdi overgås den kun af en schweizisk seddel.

Penge skal fylde så lidt som muligt
Når kriminelle har brug for at transportere store summer fra f.eks. narkohandel, er det vigtigt for dem, at pengesedlerne fylder så lidt som muligt.

Ifølge politikilder formodes godt 90 procent af det samlede antal 500 euro-sedler at befinde sig i Sydspanien - et centralt område for intereuropæisk, organiseret kriminalitet.

Se også: Anklager kræver over 200 millioner i bøde til vekselkontor

Det var Nordea, der leverede de enorme mængder 500 euro-sedler til veksel-bureauet, fremgår det af dommen.

Retten lagde ved bevisbedømmelsen bl.a. vægt på, at politiet havde beregnet, at der fra den 1. januar 2012 til den 17. november 2014 var vekslet 33.301 flere 500 euro sedler, end det kunne udledes af vekselkontorets egne transaktionslister.

Vekselkontoret indrettet sådan, at de interne kameraer ikke fotograferede kunder ved en tredje kasse udenfor det normale forretningsområde.

Der var adgang til denne tredje kasse via en 'sluse', som almindelige kunder ikke havde adgang til.

I sagen er forevist videooptagelser fra interne kameraer over 10 dage, hvor nogle kunder blev lukket ned i kælderen, og et internt kamera blev dækket til.

Både i kælderen og i 'slusen' foregik noget, som kun kunne opfattes som, at der blev vekslet meget store beløb for kunder, som ikke skulle kunne identificeres på video, siger byretten i dommen.

Suspekt
- Man fik klart indtryk af, at der foregik noget suspekt, sagde retsformand Pernille Kjærulff og tilføjede:  - En kreds af kunder færdedes meget husvant på vekselkontoret på Nørrebrogade.

Se også: Her er de kriminelles yndlingsvaluta

Se også: Veksel-bureau tog imod tasker proppet med millioner af kroner

Anklager Karina Ankergren  er godt tilfreds med dommen:

- Dommen sender et tydeligt signal til alle i branchen om, at brud på den tillid som hvidvasksystemet bygger på ikke tolereres og betragtes som værende meget alvorligt.

- Det var særdeles groft hæleri og forsøg herpå for enorme beløb. Der blev illegalt omvekslet 184 mio. kroner, og alle alarmklokker ville bimle og bamle i enhver normal vekselvirksomhed.

- Der blev i forbindelse med vekslinger i butikkens kælderlokale foretaget tildækning af overvågningskameraet, ligesom der blev vekslet meget store beløb i vekselkontoret uden, at det blev noteret som transaktioner,« siger Karina Ankergren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen