Far og søn kvæstet i trafikulykke

En far og søn kom kørende på motorcykel, da der af endnu uvisse årsager sker et sammenstød med en personbil

En far og hans søn er kvæstet, efter at de mandag morgen var involveret i en trafikulykke i Aalborg.

Den 45-årige mand kom kørende med sin 15-årige søn bag på motorcyklen, da der sker et sammenstød med en bil.

Det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.

- Det tyder på, at nogen har overset en vigepligt. Nu undersøger vi sagen nærmere, og så ser vi, om der skal rejses sigtelse mod nogen, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om trafikulykken klokken 08.49.

Manden er hårdt kvæstet med flere alvorlige brud i ansigtet, men han meldes uden for livsfare. Sønnen er sluppet mere nådigt fra ulykken, hvor han har fået en flænge i det ene ben.

Den 36-årige kvindelige bilist fik ingen skader i sammenstødet.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre far og søn, da de modtager behandling på hospitalet.

Skærm

Hent flere
Hent flere