Far og søn ville sælge stjålne cigaretter til 920.000 kr

De to mænd er ved Retten i Aarhus dømt til henholdsvis otte måneder og et års fængsel for hæleri

Far og søn fik henholdsvis otte måneder og et års fængsel for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da de blev dømt ved Retten i Aarhus onsdag.

Det gjorde de, fordi de modtog en sending cigaretter til en værdi af 920.000 kroner - velvidende, at cigaretterne var stjålet.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Cigaretterne stammede fra et indbrud begået i Brabrand 1. december. Efter indbruddet modtog de to mænd på henholdsvis 21 og 43 år cigaretterne, som de ville sælge videre i faderens kiosk på Sjælland.

De to mænd modtog cigaretterne på en adresse i Silkeborg, hvorefter de blev anholdt af politiet i en koordineret indsats, hvor også tre mænd på 35, 42 og 44 år blev anholdt og sigtet for selve tyveriet af cigaretterne.

De tre øvrige mænd sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, mens sagen efterforskes.

Faderen og sønnen blev begge dømt, men fik gjort en del af deres straf betinget. Sønnen fik en mildere dom, fordi han havde en mindre fremtrædende rolle i planlægningen.

- Mændene blev taget på fersk gerning, og politiet fandt både store kontantbeløb og en varebil fyldt med cigaretter under anholdelsen, så beviserne var klare, og begge erkendte forholdet.

- Jeg er tilfreds med dommen, og at de dømte fik konfiskeret 400.000 kr., som de skulle have brugt som betaling for cigaretterne, siger anklager Peter Mathiasen i pressemeddelelsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere