Far og teenagesøn fængslet for drab på ældre mand i Esbjerg

To personer er nu varetægtsfængslet og sigtet for drab på 76-årig. Angiveligt er de mistænkte far og søn

Politiet er tilsyneladende kommet et betydeligt skridt nærmere opklaringen af et drab på en 76-årig mand i Esbjerg.

Fredag har en dommer ved Retten i Esbjerg valgt at varetægtsfængsle en 19-årig mand i foreløbigt fire uger. I forvejen sidder en 44-årig fængslet i sagen, og ifølge Jydske Vestkysten er der tale om far og søn.

Over for Ritzau ønsker vicepolitiinspektør Jacob Ulvedal Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at kommentere det familiemæssige bånd mellem de to sigtede.

Men Jydske Vestkysten skriver, at de to deler mellem- og efternavn. Samtidig bekræfter en person fra miljøet omkring den dræbte, at der er tale om en mand og hans teenagesøn.

Drabet blev anmeldt torsdag 6. september om eftermiddagen. Den 76-årige mand blev fundet i sin lejlighed på Tinghøjs Allé i Esbjerg. Dagen efter viste en obduktion, at han var blevet dræbt ved stump vold.

Politiet har ikke ønsket at komme dødsårsagen nærmere.

Men ifølge Jydske Vestkysten sigtes den 19-årige for at have tildelt manden adskillige slag med et ukendt våben, hvorved den 76-årige pådrog sig kraniebrud og indre blødninger, som han døde af.

Ifølge sigtelsen skal volden være begået i forening med den 44-årige.

Endnu har efterforskerne ikke villet indvie offentligheden i et muligt motiv. Det vides heller ikke, om de to fængslede kendte deres offer.

Den dræbte blev sidst set 5. september, hvor han var i selskab med en anden mand, som blev efterlyst. Denne mand meldte senere sig selv til politiet.

Hvad hans rolle er, og om han er sigtet i sagen, har politiet ikke ønsket at sige.

I fredagens grundlovsforhør nægtede den 19-årige sig skyldig. Alligevel valgte han at undlade at kære fængslingen til landsretten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere