Far og to børn fundet døde: Deres storesøster er i god behold

En 47-årig mand har angiveligt dræbt to af sine tre børn. Den ældste har er ikke kommet til skade

- Storesøsteren er i god behold, fortæller politikommissær Jack Liedecke til TV 2/Fyn (Video: Local Eyes / TV2Fyn)

En sand tragedie har udspillet sig i Stenstrup på Fyn, hvor en 47-årig mand angiveligt har dræbt to ud af sine tre børn. Efterfølgende har han ifølge politiets opfattelse taget livet af sig selv.

Men de to børns storesøster lever fortsat.

- Der findes en ældre pige i forholdet, som er i god behold, siger politikommisær Jack Liedecke til TV2/Fyn.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den ældre pige halvstoresøster til de to dræbte børn - en seksårig pige og en otteårig dreng.

Storesøsteren har dermed mistet sin far og to mindre halvsøskende. Ekstra Bladet erfarer, at hun opholder sig sammen med sin nærmeste familie, der tager sig godt af hende.

Moren slog alarm
Ifølge politikommisæren var det moren til de to dræbte børn, der slog alarm til politiet.

- Vi fik en anmeldelse fra moren, som ikke kunne komme i kontakt med sine børn. Derved tog politiet derned og fandt familien inde i boligen, fortæller Jack Liedecke til TV2/Fyn.

Motivet findes ifølge politiet formentlig i familiemæssige uoverensstemmelser.

Tidslinje: Familietragedier

19. marts 2018: En 35-årig mand fra Kolding slår sine to børn og efterfølgende sig selv ihjel.

11. april 2017: En 39-årig mand med afghanske rødder slår sin kone og tre børn ihjel i en lejlighed i Brønshøj. Politiet, der bliver tilkaldt af en nabo, anholder manden, der efterfølgende erklærer sig skyldig.

9. januar 2017: En familiefar på 45 fra Ulstrup ved Randers slår sin kone og fire børn ihjel, hvorefter han tager sit eget liv.

30. oktober 2016: En syrisk mand dræber sin 27-årige eks-kone og to børn. De tre lig lægger han i en fryser, hvorefter han stikker af til Tyskland og herfra videre til Tyrkiet. Dansk politi efterlyser ham internationalt, og i november 2017 dømmes han livsvarigt fængsel for de tre drab i sit hjemland, Syrien.

3. august 2016: En far kvæler sin 8-årige pige til døde i familiens hjem i Korup på Fyn. Faren er siden blev idømt 14 års fængsel.

11. juni 2016: En mor finder sin halvanden år gamle dreng død i drengens fars lejlighed i Albertslund. Han er blevet kvalt til døde. Faren dør senere samme dag, da han hopper ud fra en bro og bliver ramt af et tog.

24. februar 2016: En 65-årig mand og hans 25-årige datter findes livløse på en kirkegård i Gentofte. Ifølge politiet har faren dræbt sin datter og derefter sig selv.

1. januar 2016: En 38-årig kvinde springer ud fra sjette sal på Rigshospitalet med sin fire måneder gamle søn i favnen. Både mor og søn mister livet.

10. december 2015: En mor kvæler sin fire-årige dreng til døde med en pude i en lejlighed i Aarhus. Moren forklarer efterfølgende, at hun ikke kunne overskue, 'hvordan han skulle få et godt liv'.

15. oktober 2015: En 36-årig kvinde med sin to-årige datter i favnen springer ud fra en lejlighed på tredje sal i Høje Taastrup. Begge mister livet.

Kilde: Ritzau, Ekstra Bladet, Newsbreak