Far skal 12 år i fængsel for at dræbe mor

Tre børn mellem 6 og 12 år mistede i april deres mor, som blev dræbt af børnenes far med 8-10 knivstik. Nu får de først deres far på fri fod, når de er blevet voksne

En 34-årig mand skal 12 år i fængsel for drabet på sin tidligere partner, der skete i april i Nakskov. (Foto: Per Rasmussen)
En 34-årig mand skal 12 år i fængsel for drabet på sin tidligere partner, der skete i april i Nakskov. (Foto: Per Rasmussen)

34-årige Ronni Leon Jørgensen, Nakskov, skal 12 år i fængsel for at have dræbt sin partner og moren til sine børn - en 30-årig kvinde, der er omfattet af navneforbud.

Det har Retten i Nykøbing Falster netop besluttet.

Det var 15. april, at Ronni Leon Jørgensen myrdede den 30-årige i Ronni Leon Jørgensens hjem på Stormark Allé i Nakskov, hvor parret havde boet i en årrække, men hvor de gik med separationsplaner på drabstidspunktet.

15. april blev en mor til tre dræbt i dette hus på Stormarks Allé i Nakskov. I dag får en 34-årig mand sin straf. (Foto: Per Rasmussen) 112 - 24. sep. 2015 - kl. 13:59 Mor dræbt med knivstik: I dag får far sin straf

Anklager Charlotte Grænge-Larsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, førte sagen for anklagemyndigheden. Hun fortæller til Ekstra Bladet, at manden blev dømt efter anklageskriftet.

- Det blev, som jeg krævede, siger hun til Ekstra Bladet.

Ronni Leon Jørgensen modtog straffen på stedet.

Meldte sig selv til politiet
I retten forklarede familiefaren, at børnenes mor om morgenen 15. april netop havde fulgt børnene i skole. Herefter var hun kommet tilbage og havde fortalt ham, at hun havde været ham utro i flere år. Det var angiveligt det, der gjorde, at han tog den køkkenkniv, som han var ved at bruge til at skære morgenbrød over med, og jog den i den 30-årige kvinde 8-10 gange.

Kort tid efter drabet valgte manden selv at henvende sig på politistationen i Nakskov. Og det er årsagen til, at politiet ikke har behøvet at bruge så lang tid på at efterforske sagen.

Fem måneders sagsbehandlingstid i en drabssag er usædvanligt lidt, har efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen tidligere fortalt Ekstra Bladet.

Den 30-åriges far, Ole Jensen, er tilfreds med, at datterens drabsmand har fået 12 års fængsel. (Foto: Per Rasmussen)
Den 30-åriges far, Ole Jensen, er tilfreds med, at datterens drabsmand har fået 12 års fængsel. (Foto: Per Rasmussen)
 

Til stede i retten var også den 30-åriges far, Ole Jensen, som Ekstra Bladet besøgte i Nakskov kort tid efter drabet. Her fortalte han om, hvordan han var begyndt at se mere til sin datter, og at de to efterhånden havde fået et godt forhold til hinanden, selv om de i lange perioder ikke havde set så meget til hinanden i deres respektive liv.

- Jeg har aldrig kunnet lide ham, fortalte Ole Jensen om sin tidligere svigersøn.

Han fortalte også, hvordan datteren i perioden frem mod drabet havde haft flere lange snakke med Ole Jensen om sit partnerskab med Ronni Leon Jørgensen. Snakke, hvor hun gav udtryk for, at hun gerne ville forlade ham.

Og om morgenen inden drabet havde hun været på nattevagt som social- og sundedsassistent i Lolland Kommune. Hun havde kort været forbi Ole Jensens lejlighed, hvor hun havde sagt de sidste ord, som han kom til at høre fra hende.

- Hun sagde, 'jeg kører igen', fortalte Ole Jensen dengang til Ekstra Bladet.

Den 30-årige kørte da til Ronni Leon Jørgensens hjem for at gøre sine børn klar til at komme i skole.

Det blev skæbnesvangert for hende.

Til Ekstra Bladet siger Ole Jensen nu:

- Jeg er tilfreds med dommen.

På et tidligere tidspunkt har Retten i Nykøbing Falster udstedt navneforbud, som ikke blot omfattede den drabssigtede, men også offeret. Årsagen var hensynet til de tre børn. Med dommen er der ikke længere navneforbud for Ronni Leon Jørgensen, men Ekstra Bladet er stadig forhindret i at skrive den 30-årige kvindes navn, indtil retten på et tidspunkt af sig selv måtte finde på at ophæve dette forbud.