Far til tre sønner: Sådan blev jeg pædofil på nettet

Pædofili-tiltalt betegnede sin omgang med børneporno på internettet som noget, der i begyndelsen var et fristed

Før tirsdagens retssag talte Ekstra Bladet med sagens anklager

Den pædofili-tiltalte 48-årige mand fra Randers, der i dag er i retten i en uhyggelig sag om børneporno og overgreb på små børn betegnede sin omgang med børneporno på internettet som noget, der i begyndelsen var et fristed afsondret fra virkelighedens verden.

 Den 48-årige har haft computer siden 1998, men det var først omkring 2005 og 2006, at han fik behov for at dele sin interesse for børneporno med andre.

Det skete på chatsiden ’Glaschat’, og det var også her, at han mødte sin hollandske ven, A. Det fortalte den 48-årige fraskilte far til tre nu voksne sønner i Retten i Randers her i formiddag.

Her afhøres han lige nu om sin rolle i den omfattende sag, hvor han blandt andet er tiltalt for at have været øverst i et internationalt pædofili-netværk og for selv at have begået seksuelle overgreb mod fire børn i alderen fra to til otte år.

 - A og jeg mødtes i et chatforum på nettet. Det har man behov for, når man ikke kan tale åbent om sin interesse, sagde den 48-årige, hvorefter anklager Morten Rasmussen spurgte, hvad han mente med ’interesse’.

- Altså at se på den slags (børneporno), spurgte den tiltalte opklarende og fortsatte efter anklagerens bekræftende nik:

- Jeg har ikke lyst til at bruge bestemte ord om det. Det må være op til den enkeltes fortolkning.

En hob som kigger på billeder

Den 48-årige, som indtil for få år siden boede i Viby ved Aarhus, blev ifølge egne udsagn først aktiv i chatfora, da han begyndte at arbejde hjemme for cirka 10 år siden. Inden da havde han ’kun’ været nysgerrig flue på væggen, som han udtrykker det.

- Man kan spørge hinanden ’har du set det, og har du set det’, men der er stor forskel på, hvad folk kan finde på at gøre. Der en hob, som bare kigger på billeder. Sådan følte jeg mig også. Jeg havde aldrig drømt om at gøre noget i virkelighedens verden, forklarede den 48-årige mand.

Det næste skridt skete ifølge den tiltalte hos en gammel ven.

- Hun (vennens datter) var pjattet med mig, og jeg var også glad for hende, men til at begynde med ikke på den seksuelle måde, fortalte den 48-årige tilsyneladende ubesværet og afklaret.

Han fortsatte: - Da min moral (omkring 2008) havde rykket sig et godt stykke, skete det så en morgen, at jeg lavede en billedserie med S (vennens datter) og hendes brødre.

Modelagtige billeder

Den tiltalte og alle de professionelt involverede i sagen ved Retten i Randers har fået vendt deres computerskærme væk fra pressen og tilhørerne bagest i retssal G. Skærmene viser blandt andet anklagemyndighedens billeddokumentation, som i sidste ende kan være med til at idømme den tiltalte en tidsubestemt forvaringsstraf. Forud for billedserien, som den 48-årige erkender at have lavet hos sin ven i januar 2008, havde den tiltalte overnattet hos vennen i familiens hjem i Viby.

Det var ifølge den tiltalte i første omgang ikke hensigten at sprede billederne, men det skete alligevel i forbindelse med en udveksling af børnepornografiske billeder med den 48-åriges hollandske ven, A.

- Jeg synes, billederne blev mere og mere modelagtige. Som I kan se, havde jeg også pyntet hende op (vennens datter), men det var til eget brug. Jeg havde i begyndelsen ikke planlagt at udbrede billederne.

Der er nu frokostpause, og afhøringen af den tiltalte fortsætter i eftermiddag.