Far til 'værste voldtægtsforbryder': - Straffen er passende

Faren er ikke uenig i den straf, hans søn har modtaget

I alt 48 mænd blev voldtaget af Reynhard Sinaga. Foto: Ritzau/ Scanpix
I alt 48 mænd blev voldtaget af Reynhard Sinaga. Foto: Ritzau/ Scanpix

Faren til den 36-årige Reynhard Sinaga, der mandag blevet idømt livsvarigt fængsel for en stribe af voldtægter i Manchester, tager nu bladet fra munden.

Saibun Sinaga fortæller, via telefon fra Indonesien, at sønnens straf passer til hans gerninger.

- Vi accepterer dommen. Hans straf passer til hans gerninger. Jeg vil ikke sige mere om sagen, fortæller han til britiske BBC.

Faren er en rig forretningsmand og ejer af en privat bank. Det var således ham, der finansierede sønnens 10 år lange ophold på universitet i Manchester. Moren har ikke ønsket at udtale sig, men var det eneste familiemedlem, der overværede dele af retssagen.

Den phd-studerende Reynhard Sinaga er dømt for 159 sexovergreb begået mod i alt 48 mænd i Manchester i løbet af en længere periode. Ifølge politiet havde Sinaga udset sig mindst 190 ofre.

Sagens anklager har kaldt Reyhard Sinaga 'den mest aktive voldtægtsforbryder nogensinde i britisk retshistorie' og formentlig også i hele verden. I flere medier er han blevet betegnet som Storbritanniens værste voldtægtsforbryder.

Lokkede mænd med hjem
Fremgangsmåden for de mange overgreb var meget ens. Alle ofrene havde gerningsmanden fundet i de sene nattetimer, hvor han ventede ude foran barer eller natklubber i Manchester. Her havde han henvendt sig til dem og ført dem hjem til sin lejlighed i byen, ofte ved at tilbyde dem noget at drikke, eller for at de kunne ringe efter en taxa.

Her bedøvede han efterfølgende mændene, inden han begik overgreb mod dem, når de var bevidstløse. Efterfølgende vågnede ofrene op uden nogen erindring om, hvad der var foregået.

En dommer har ved et tidligere retsmøde slået fast, at der må have været anvendt det narkotiske stof GHB, også kendt som Fantasy, til at bedøve mændene.

På trods af, at ofrene altså ikke umiddelbart har haft nogen viden om, hvad der var foregået, har politiet haft relativt let spil i opklaringen. Den 36-årige voldtægtsmand havde nemlig filmet alle overgrebene, hvorfor politiet ikke skulle bruge lang tid på at finde afgørende bevismateriale.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere