Farlig hund stukket af

Efter flere timers søgen har Sydøstjyllands Politi fundet en aggressiv hund, der tidligere på dagen stak af

Politiet har omringet hunden. Video: Local Eyes.

En stor brun hund af racen Mastiff er stukket af onsdag eftermiddag. Flugten skete i Glud nær Horsens.

- Der er tale om en kamphund, der skulle flyttes fra en kennel til en anden. Under flytningen stak den på en eller anden måde af. Om den var i kennel, fordi den er aggressiv, ved jeg ikke, men det lyder sandsynligt, fortæller vagtchef Jørg Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.

- Den er meget aggressiv, så man skal ikke forsøge at tage kontakt til den, advarer vagtchefen.

Da hunden stak af, var der en dyrlæge til stede, der prøvede at stoppe den.

- En dyrlæge prøvede at skyde en bedøvende pil efter den, men så stak hunden af. Om den ligger bedøvet og sover et eller andet sted, eller om den stadig løber rundt, ved vi ikke, siger Jørgen Lindhardt.

Han fortæller desuden, at hunden bliver skudt, hvis politiet finder den.

- Jeg har sendt et par kollegaer af sted med ordre om, at de skal skyde den. Vi kan ikke have sådan en aggressiv kamphund til at løbe rundt i områder, hvor der er børn.

- Kunne man ikke bare skyde den med noget bedøvende?

- Nej, sådan noget har vi ikke liggende, så vi er nødt til at skyde den, hvis vi finder den. Kennelen har nikket ja til, at det er sådan, vi gør. Vi har en jæger ude og lede efter den, lyder det fra Jørn Lindhardt.

Klokken 21.45 fortæller vagtchefen til Ekstra Bladet, at hunden er blevet fundet, men stadig ikke indfanget.

- Vi har fundet hunden ude på en eng, så nu er den omringet af cirka 50 mennesker, der holder den under opsyn, siger han.

Selvom der var givet ordre til, at politiet skulle skyde hunden, hvis den blev fundet, er det ikke sket endnu.

- Vi har tilkaldt en dyrlæge, der skal prøve at bedøve den. Det er mere etisk. Men det er op til dyrlægen at vurdere, om den så skal aflives eller tilbage til en kennel, hvis vi får den bedøvet, fortæller Jørn Lindhardt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere