Fartkontrol: Knaldet med 192 km/t gennem Limfjords-tunnelen

Mister kørekort og får bøde på 8.000 kroner

Limfjordstunnelen. (Foto: Google Maps)
Limfjordstunnelen. (Foto: Google Maps)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

En bilist fra Nordjylland mister kørekortet og får en bøde på 8.000 kroner efter at han mandag aften drønede gennem Limfjordstunnelen med ikke mindre end 192 km/t.

- Man må kun køre 90 km/t på den pågældende strækning. Så manden bliver frakendt kørekortet i mindst seks måneder og skal herefter op til en ny køreprøve, siger politikommissær Claus Kjær-Pedersen til Ekstra Bladet.

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
 

Politiet i Nordjylland deltager i denne uges intensive fartkontrol over hele landet. I den forbindelse havde betjentene taget opstilling med deres radar nord for tunnelen.

Motorcykelbetjent efter ham
- Vi målte bilisterne, når de kom ud af tunnelen. Pludselig kom bilisten farende med 192 km/t. En af vores motorcykelbetjente satte efter ham med udrykning.

- Da bilisten så det, valgte han omgående at holde ind til siden. Der var ingen dramatik. Han var godt klar over, at det ikke kunne betale sig at fortsætte, siger Claus Kjær-Pedersen til Ekstra Bladet.

Politikommissæren har kun hovedrysten til overs for den hasarderede kørsel.

Hasarderet kørsel
- Det er frygteligt. Bilisten kan jo ikke se gennem tunnelen, fordi den krummer. Han aner ikke, hvad der er foran ham. Der ligger ofte tabte genstande på vejbanen.

- Og hvad hvis der havde været en ulykke inde i tunnelen? Det kunne være endt i en katastrofe, når han kommer med så høj hastighed, fastslår Claus Kjær-Pedersen.

Overrasket over farten
Noget tyder i øvrigt på, at nordjyderne er et travlt folkefærd om morgenen.

Tirsdag morgen snuppede politiet 270 bilister på fire og en halv time. Det skete på strækningen mellem Vadum og Aabybro.

- Jeg kører selv på strækningen hver morgen. Jeg har bemærket, at folk kører stærkt. Men jeg er overrasket over, at så mange gør det, lyder det fra politikommissæren ved Nordjyllands Politi. V

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere