FBI advarer om bevæbnet kvinde betaget af Columbine-massakren

Kort før 20-årsdagen for skyderiet på Columbine High School advarer FBI om en ekstremt farlig 18-årig kvinde

Dean Phillips leder efterforskningen for FBI. Hør ham fortælle om sagen her. Video/redigering: Reuters, AP/Kristian Hansen

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, advarer tirsdag om en 18-årig farlig og bevæbnet kvinde i delstaten Colorado.

Ifølge politiet er den unge kvinde 'betaget' af masseskyderiet på Columbine High School, der i 1999 efterlod 12 elever og en lærer døde.

Advarslen har fået myndighederne til at udstede en sikkerhedsalarm til Columbine High School og adskillige andre skoler i Denver-området.

På lørdag er det 20-årsdagen for Columbine-massakren, hvor to bevæbnede teenagere stormede deres gymnasium i Denver-forstaden Littleton. Her skød og dræbte de 12 klassekammerater og en lærer, før de begge begik selvmord.

På det tidspunkt var skyderiet det mest dødelige skoleskyderi i USA's historie.

Tirsdag har sheriffen i Jefferson County placeret Columbine High School og 21 omkringliggende skoler under en såkaldt lockdown. Det betyder, at aktiviteterne inden for kan fortsætte som normalt, men at adgangen til og fra skolerne er begrænset.

Myndighederne i Colorado anbefaler skolerne, at de udfører en 'kontrolleret frigivelse' af eleverne tirsdag eftermiddag lokal tid.

På Twitter oplyser politiet i Jefferson County, at en 18-årig kvinde ved navn Sol Pais er sat i forbindelse med sagen af FBI. Hun er ifølge FBI bevæbnet og 'anses som værende ekstremt farlig'.

Ifølge avisen Denver Post skulle Sol Pais være bosiddende i Florida, men hun rejste angiveligt til Colorado mandag aften og 'truede med at begå en voldshandling'.

Se også: De skyder skolebørn, men der findes en løsning

Se også: Trussel om skoleskyderi: Min datter var helt ude af den

Se også: Amerikansk våbenlobby: Flere våben til skolerne

Skærm

Hent flere
Hent flere