FCK-profil i chok over drab: Han var min frisør

Nicolai Boilesen mindes 20-årigt skudoffer på Instagram

Video: Kenneth Meyer

- Det er forfærdeligt. Det er ikke gået helt op for mig, at han er væk.

Gennem halvandet år har FCK-spilleren Nicolai Boilesen regelmæssigt siddet i frisørstolen hos Salon Ørn i Brønshøj for at blive klippet og barberet hos den 20-årige mand, der tirsdag eftermiddag blev skuddræbt.

Nicolai Boilesen fik tirsdag besked om dødsfaldet gennem en ven og har siden lagt et billede op af den dræbte ledsaget af teksten 'Hvil i fred buddy'.

Til Ekstra Bladet fortæller Boilesen, at han så sent som i går skrev med den nu dræbte. Det var meningen, at fodboldspilleren skulle klippes i dag, men hans datter var syg, så det kunne ikke lade sig gøre.

- Selvfølgelig tænker man et kort øjeblik, at man kunne have været der, da det skete, men jeg tænker ikke på mig selv. Det eneste, jeg tænker på nu, er, at jeg er superked af det og rystet over, at han er gået bort, fortæller den 28-årige venstreback.

Politiet var massivt til stede ved skyderiet. Foto: Kenneth Meyer
Politiet var massivt til stede ved skyderiet. Foto: Kenneth Meyer
 

Nød sit liv
Nicolai Boilesen lærte den 20-årige at kende gennem en ven og er siden blevet klippet og barberet minimum hver 14. dag. I frisørstolen nåede han at runde mange emner med skudofferet, som også holdt af fodbold.

- Han var glødende Barcelona-fan, men han også heppede på os, fordi han kender mig, og en anden, der også spiller på holdet. Han har også været i Parken et par gange og se os spille.

- Han var en ung knægt, der bare var skide glad og sød, altid smilende. Jeg ved godt, at det siger man altid om folk, når der er sket ting, men det var han faktisk. En rigtig livsglad person, der bare var glad for sit arbejde, havde det godt og nød sit liv.

- Kan du komme i tanker om, hvorfor nogen ville gøre ham ondt?

- Overhovedet ikke. Jeg kender ham som denne her smilende, glade dreng. Det er mig komplet ubegribeligt ud fra, hvordan jeg kendte ham, og det giver mig myrekryb.

Nicolai Boilesens tanker går nu til familien.

- Jeg vil gerne kondolere til hans nærmeste. Den person, jeg har lært at kende, har jeg kun positive ting at sige om. Det er rigtig tragisk.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Hvil i fred
Nyheden om skuddrabet spredte sig tirsdag eftermiddag hurtigt på sociale medier, hvor adskillige delte deres sorg på blandt andet Instagram. En anden FCK-spiller, Mohamed Daramy, har postet et billede af den 20-årige med teksten 'Hvil i fred min bror'.

Foran Rigshospitalet samlede en større gruppe mennesker sig også. Ved indgangen stod en mindre gruppe kvinder, der på skift krammede hinanden og stirrede tomt frem for sig, mens unge mænd, de fleste iført mørk beklædning, stimlede sammen på hospitalets parkeringsplads.fac

Også i Tingbjerg, lidt over en kilometer fra gerningsstedet, var en gruppe unge mænd samlet. Også her blev drabet diskuteret. 

- Stemningen er helt i bund. Det er nok ikke lige nu, du skal rende rundt herude, lød det fra en af de unge mænd til Ekstra Bladets udsendte.