Fem år efter dødsbrand: Derfor slog jeg mine døtre ihjel

Under en ferie i Tyskland i 2011 gav Thue Rudgaard sine døtre sovemedicin og overhældt dem med benzin, mens de lå og sov på bagsædet af hans bil. Og så tændte han en lighter

Thue Rudgaard (i midten) blev idømt livstid for drabene på sine to børn, Line og Marlene. (Foto: Christian T. Jørgensen)
Thue Rudgaard (i midten) blev idømt livstid for drabene på sine to børn, Line og Marlene. (Foto: Christian T. Jørgensen)

- Jeg er komplet frustreret. Jeg bliver bange for, at Christina ikke vil aflevere dem en anden gang, hvis jeg ikke kommer med dem som aftalt. Men det er også blevet for sent at vende om. Og så er det jeg tænker: ’Det hele kan bare være ligegyldigt.’ Fra da af tager ideen form.

Ordene kommer fra Thue Rudgaard, der i august 2011 blev landskendt i både Danmark og Tyskland. Her tog han livet af sine to døtre, Line på 9 år og Marlene på 10, under en familieferie i Tyskland. Børnene blev bedøvet med sovemedicin, inden han hældte benzin ud over bilen og satte ild til, mens han selv sad på forsædet.

I dag står han frem i et stort interview i Information. I artiklen står også pigernes mor Christina Olsen frem og fortæller om tiden før, under og efter de tragiske drab.

Se også: 44-årig nordjyde får livstid for drab på sine døtre

Under en samværssag er det blevet besluttet, at de to piger skal bo hos deres mor i Als. Thue Rudgaard ville ellers gerne have børnene med til Fredericia, men de planer bliver der sat et brat stopper for. Frustrationerne vokser, og Thue Rudgaard har det i forvejen svært psykisk.

Så på en tysk motorvej, på vejen hjem til Danmark efter en ferie med pigerne, beslutter han sig for at gøre det utilgivelige.

- Jeg vil brænde os alle sammen af. Det er den eneste mulighed, jeg ser der, hvor jeg er, fortæller Thue Rudgaard til Information. Børnene sover på bagsædet, da flammerne tager fat. Selv sidder han på forsædet og håber, bilen vil eksplodere med det samme, så det hele kan få en ende. Men det gør den ikke, og Thue Rudgaard ender med at kaste sig ud på græsset.

Thue Rudgaard i retten i Potsdam, hvor han forsøgte at skjule sit ansigt for de fremmødte fotografer. (Foto: Christian T. Jørgensen/EUP-BER)
Thue Rudgaard i retten i Potsdam, hvor han forsøgte at skjule sit ansigt for de fremmødte fotografer. (Foto: Christian T. Jørgensen/EUP-BER)
 

Han overlever og bliver senere idømt livstid for drabene ved en tysk domstol.

- Hvorfor slog du dem ihjel, spørger Informations journalist.

- Det har jeg tænkt meget over. Det er så uforståeligt og vanskeligt. Det var en blanding af min depression og vores ægteskab, der ikke blev godt, lyder det fra Thue Rudgaard, der også fortæller, at det er svært at leve med det, han har gjort.

- Det er jo selvpineri at tænke på, hvad der kunne være gjort anderledes. Jeg tænker: ’Bare det havde været et trafikuheld.’ Men jeg har jo selv gjort det.

Se også: Brandfar vil i landsretten

I artiklen, som kan læses i sin fulde længde her, fortæller pigernes mor, Christina Olsen, blandt andet om sine tanker om eksmanden og om savnet til Line og Marlene, der var hendes eneste børn.

- Jeg tænker, at han gjorde det, ikke fordi han var ond, men fordi han var desperat og hævngerrig. Det er ikke det samme. Det var ondt, det han gjorde på det tidspunkt. Men han er ikke et ondt menneske, siger hun blandt andet.

Og i et opslag på sin Facebook fortæller hun, hvorfor hun vælger at stå frem.

- Jeg ripper ikke op i det igen, for det er jo ikke pakket ned og gemt væk. Det er med mig hele tiden. Og jeg har på fornemmelsen, at sorgen ikke forsvinder bare fordi, jeg ikke taler om den. Tvært imod. Jeg har brug for at snakke snakke snakke bla bla bla. Det har været et godt terapeutisk forløb for mig. Jeg tror slet ikke Line (journalisten Line Vaaben, red.) ved, hvilken værdi hendes spørgsmål har haft, lyder det blandt andet.

Christina Olsen i retten i Potsdam under sagen mod hendes eksmand. Han blev idømt livstid. (Foto: Christian T. Jørgensen/EUP-BER)
Christina Olsen i retten i Potsdam under sagen mod hendes eksmand. Han blev idømt livstid. (Foto: Christian T. Jørgensen/EUP-BER)

- Der er mange formål med denne artikel. Et af dem er, at jeg gerne vil vise, at jeg er et forholdsvist normalt menneske, som foretager sig forholdsvis normale ting, selv om jeg har været udsat for noget så ekstremt som at miste begge mine børn, lyder det videre.

- Mit liv er ikke ødelagt, men har taget en anden drejning end forventet, så jeg har 'omformet' mig efter den nye vej mit liv byder på. Et andet formål er at fortælle, at jeg er ikke bange for at tale om, at mine to piger er døde, så det skal omgivelserne heller ikke være. Døden og sorgen må ikke blive et tabu.

1 af 2 Thue Rudgaard (med hånden for hovedet) blev idømt livstid for drabene på sine to børn, Line og Marlene. (Foto: Christian T. Jørgensen)
2 af 2 Thue Rudgaard (i midten) blev idømt livstid for drabene på sine to børn, Line og Marlene. (Foto: Christian T. Jørgensen)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere