Fem ballademagere på danske fly

Fup-bombemand spredte flyskræk, da han råbte 'boom' og fik børn til at græde. Det er netop kommet frem under en retssag. Her er fem andre ballademagere fra de hjemlige breddegrader

Ole Thestrup blev kendt som Jumbo-Ole efter en noget uheldig optræden på et British Airways-fly. (Foto: Jan Unger
Ole Thestrup blev kendt som Jumbo-Ole efter en noget uheldig optræden på et British Airways-fly. (Foto: Jan Unger

Se også: Fup-bombemand spredte flyskræk: 'Boom'-skrig fik børn til at græde

Jumbo-Ole ville ryge og rejse
På et British Airways-rutefly med kurs mod Los Angeles går den danske skuespiller Ole Thestrup i 1988 på toilettet i en kæmpebrandert. Her forsøger han at ryge en smøg, og den forlystelse tillader kabinepersonalet ikke. I frustration og vrede går Ole Thestrup så meget amok, og han må bindes med et reb af nylon.

Flyets kaptajn vælger af sikkerhedsmæssige grunde at gå ned i den canadiske by Winnipeg. Ole Thestrup får en dom på tre måneders fængsel, hvoraf han afsoner 43 dage. Han går efterfølgende i alkoholafvænning.

Øgenavnet Jumbo-Ole har lige siden klæbet til skuespilleren.

En dyr bombespøg
En ubetænksom 24-årig kvindelig filosofistuderende bliver i 2008 i Østre Landsret idømt 10 dages betinget fængsel for at have spøgt med, at hun har en bombe i tasken i Københavns Lufthavn.

Ordene ryger ud af munden på hende, da hun står i kø til metaldetektoren. En vagt reagerer prompte. Han slår alarm og sørger for at få evakueret og afspærret et større område omkring den unge kvinde.

Det formilder ikke myndighederne, at bemærkningen er rettet mod to venner, og at kvinden øjeblikkeligt rykker ud med en undskyldning.

 

Bombetrussel mod Mary
En tom bombetrussel mod et SAS-fly med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary om bord udløser i 2009 storalarm i Københavns Lufthavn. Flyets passagerer, som skal til Chicago, bliver evakueret, og en 43-årig mand bliver anholdt og sigtet for truslerne.

Det viser sig, at der er tale om en dårlig joke. Manden er blevet overmandet af spontan kådhed, da han ved gaten ser kronprinsparret, som er på vej på vej på officielt besøg i USA. Han lufter derefter højlydt en dum bemærkning. Det morer ikke livvagterne, som straks eskorterer de kongelige rejsende ind i lufthavnens kongeværelse.

Flyrejsen bliver først gennemført, da flyet er gennemsnuset af bombehunde. Spøgefuglen bliver bagefter konfronteret med et klækkeligt erstatningskrav.

 

Kvinde til kamp for ven
En 37-årige svensk kvinde udløser i august 2012 en times forsinkelse på et SAS-fly med kurs mod Rom, da hun før afgang fra Københavns Lufthavn råber og skriger i protest og afmagt over, at en afghansk asylansøger ikke kan få opholdstilladelse.

Kvinden kender afghaneren. Hun bliver anholdt, men i politibilen himler hun igen op om, at flyet 'ikke længere er sikkert', og at 'der kunne være sympatisører om bord'.

Kaptajnen beslutter derefter, at det ikke er sikkert at rejse med afghaneren. Kvinden bliver to år senere dømt for trusler og ulovlig tvang. Det udløser syv dages betinget fængsel med et års prøvetid, og SAS kræver efterfølgende i et civilt søgsmål 38.000 kroner i erstatning

Fupmager krævede penge
En 47-årig russer skaber panik, da han i 2000 truer med at detonere en bombe på et SAS-fly på vej fra København til Amsterdam. Pr. brev meddeler han et besætningsmedlem, at han vil udløse en eksplosion, hvis han ikke får udbetalt et beløb svarende til 3,5 millioner kroner, for hver af de 64 passagerer ombord.

En SAS-kaptajn, der rejser som passagerer, får manden til at trække truslerne tilbage. Det viser sig derefter, at den åbenlyst forvirrede mand ikke er i besiddelse af en bombe. Men situationen tvinger flyets besætning til at nødlande.

SAS rejser efterfølgende et erstatningskrav på et sekscifret beløb mod russeren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere