Fem biler i harmonikasammenstød syd for Brønderslev

Ekstremt glatte veje har resulteret i syv til otte færdselsuheld på motorvej E39 syd for Brønderslev, der har været lukket. Den er nu åben igen

Siden klokken 18 har der været mellem syv og otte færdselsuheld på motorvej E39 syd for Brønderslev i nordlig retning, oplyser Nordjyllands Politi.

Et af uheldene var med fem biler, der kørte op i hinanden i et harmonikasammenstød, siger vagthavende  for Nordjyllands Politi Per Jørgensen:

- Der var fem biler i et af færdselsuheldene i et harmonikasammenstød.

Hagl overrasker bilister
Ifølge den vagthavende er årsagen haglbyger, der har gjort det usædvanligt svært for bilister på motorvej E39 ved Brønderslev at manøvrere deres biler.

- Vi har haft flere haglbyger, og med temperaturer omkring frysepunkt resulterer det i glatte veje, og pludselig bliver trafikanter overrasket og kører galt, fordi den ser våd og sort ud, men den er altså også ekstremt glat, lyder det fra Per Jørgensen.

Bilister er således kørt i grøften og ramt ind i autoværn.

Mest materiel skade
Det er overvejende materiel skade, der er sket, men der er blevet tilkaldt en ambulance, oplyser Nordjyllands Politi.

- En enkelt har klaget over nakkeskader, og der er blevet tilkaldt en ambulance, siger Per Jørgensen.

Han siger, at der var mange dele fra biler på motorvejen, hvorfor man valgte at lukke motorvejen. Kl. 21.59 skriver politiet i en pressemeddelelse, at motorvejen nu er åben igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere