Fem børn anholdt for voldsomt røveri

Østjyllands Politi har anholdt fem drenge for et røveri begået i december

Blot 11, 12, 13, 15 og 17 år gamle er de fem drenge, som onsdag blev anholdt af Østjyllands Politi.

De er sigtet for at have begået et røveri mod en Smoke-It butik i Tilst 14. december sidste år.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

'Pistol-lignende genstand'
Under røveriet bar de fem drenge masker, mens en af dem havde en 'pistol-lignende genstand' i hånden.

Den rettede han mod en 20-årig ekspedient og råbte, at han ville skyde ham, hvis han ikke lagde sig ned på jorden.

De unge gerningsmænd slap fra stedet med et beskedent udbytte på to e-cigaretter til en samlet værdi af omkring 1000 kroner.

Genkendt
Butikken havde et overvågningskamera installeret, og ud fra videoen på det pågældende kamera lykkedes det en betjent at genkende en af drengene ud fra ansigtsform og stemme.

Derefter ledte efterforskningen dem videre til de fire formodede medgerningsmænd, og alle fem blev anholdt onsdag formiddag på forskellige adresser.

Den ene af drengene blev anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi, da han i øjeblikket bor i Struer. Alle øvrige anholdelser blev foretaget i Aarhus.

To andre røverier
Den ældste af drengene, som er 17 år gammel, er blevet sigtet for yderligere to røverier.

Der er tale om et røveri i Lystrup i november, som blev begået med flere andre medgerningsmænd, og hvor to drenge blev stukket med en kniv, mens gerningsmændene stjal nogle kontanter.

Det andet røveri blev begået 4. januar på Banegården i Aarhus. Her var det ligeledes en gruppe af drenge, som denne gang truede en 20-årig mand til at aflevere sit Airpods-headset samt sin kasket.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere