Fem dræbt i eksplosion: Britisk politi anholder tre mænd

Fem personer mistede livet, da en ejendom i Leicester kollapsede efter en eksplosion. Politiet har anholdt tre mænd i sagen

Mindst seks personer er kommet til skade i eksplosionen i Leicester.

Politiet i England har anholdt tre mænd, der sigtes for drab i forbindelse med en eksplosion i Leicester, hvor fem personer mistede livet.

Politiet oplyser, at alle tre mænd er i 30’erne, skriver BBC News.

Eksplosionen fandt sted søndag aften i et boligområde i Leicester. Den udløste en brand og førte til, at en bygning kollapsede.

Bygningen husede en købmand i stueetagen samt en lejlighed, hvor der boede en familie.

Mary Ragoobar, 46, og sønnerne Shane, 18, og Sean, 17, boede i lejligheden oven på den polske købmandsbutik på Hinckley Road. De blev alle dræbt i eksplosionen.

Desuden omkom Leah Beth Reek, 18, samt Viktorija Ijevleva, 22, der arbejdede i butikken.

'Ikke terror'
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede eksplosionen. Britisk politi har dog understreget, at det mener, at det ikke er terrorrelateret.

Eksplosionen lød som et jordskælv, har flere vidner fortalt.

- Bygningen styrtede sammen, og folk forsøgte at hjælpe ved at fjerne mursten med deres hænder, sagde naboen Angel Namaala til BBC og tilføjede.

- Men flammerne blev større og større, og folk måtte trække sig tilbage.

Leicester ligger godt 180 kilometer nord for London.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere